Tidligere skoleinspektør fylder 90 år: Han åbnede og lukkede den samme skole

I Storegade i Rønne er der kaffe og brød på bordet. Ruth Kristine Jensen finder fløde og mælk frem, mens Jens Peter Jensen gør sig tanker om et langt liv med både travlhed, glæder og sorg. Ægteparret har været sammen i 65 år, og nu fylder Jens Peter 90 år.

Det er både med vemod og taknemlighed, han går det store runde tal imøde.

– Det betyder jo, at så er der kort tid tilbage. Det har jeg det ikke godt med. Mange af vore venner og alle mine søskende er gået bort. Det er det svære ved at blive gammel. Men Ruth og jeg har hinanden, vore børn og venner, og vi er raske. Det er det vigtige. Og jeg kan stadig køre bil. Det elsker jeg, fortæller Jens Peter.

Fra start til slut

Parret har boet i Rønne i to årtier, men det er Rutsker og Vang meget af deres fælles historie knytter sig til. Det er her, de stadig bliver genkendt og må stoppe op for at snakke, for i Rutsker har Jens Peter spillet en helt central rolle i årene fra 1961 til 1990.

Her var han skoleinspektør på Rutsker Centralskole fra skolen slog dørene op første gang til nøglen blev drejet om ved skolelukningen i 1990. Jens Peter er en af de få skoleinspektører, som har oplevet både at åbne og lukke samme skole, men for ham er der ikke noget odiøst i at have været det samme sted så længe.

– Jeg tilhører den gamle race. Der blev man på sin plads. Og det gjorde jeg så med stor glæde på Rutsker Centralskole. Jeg var med fra start til slut, så de har kun haft mig, og det har de så måtte finde sig i, fortæller han.

Han husker sin tid som lærer og de knap 30 år som skoleinspektør med stor glæde.

– Det har været et dejligt arbejdsliv. Jeg har nydt både at være lærer og skoleinspektør. Både arbejdet med børnene, mødet med forældrene og samarbejdet med lærerne. Det er min store fornøjelse, når jeg kommer i byen og træffer gamle elever. Så skal vi snakke, og så har vi det godt, siger Jens Peter.


Lukning var forfærdelig

Der er ingen tvivl om, at Rutsker Centralskole har en særlig plads i Jens Peters hjerte. Han har mange minder derfra. Blandt andet husker han særligt skolens pedel, Jørgen Uffe Hansen, som han var jævnaldrende med og fik et særligt bånd til. Han husker også mange af de lærere, som han havde ansat i løbet af sin tid som skoleinspektør.

Heriblandt Ritt Bjerregaard, som var i praktik på skolen nogle år, før hun blev medlem af Folketinget og senere minister.

– Det kom ikke bag på mig, at hun blev minister. Hun var en dygtig pige. Jeg har aldrig været socialdemokrat, men jeg har sympati for dem, siger Jens Peter.

I løbet af hans tid på Rutsker Centralskole måtte Jens Peter og borgerne i Rutsker kæmpe for skolens overlevelse. Da skolens virke på et tidspunkt var til afstemning hos byens indbyggere, vandt de og kunne køre videre nogle år endnu. Men i 1990 var der ikke mere at gøre. Der var stor nedgang i antallet af børn i hele kommunen, og Rutsker Centralskole blev lukket.

Det kom ikke bag på Jens Peter Jensen, men han var ked af beslutningen.

– Det var forfærdeligt. Rutsker Skole var min skole. Sådan følte jeg det. Jeg havde været med fra starten, og så blev den taget fra os og befolkningen i Rutsker. Det betyder alt for en by at have sin egen skole, og personligt havde jeg haft et virkelig godt samarbejde med lærerne og forældrene gennem alle år. Det kom jeg til at savne, fortæller Jens Peter.

Kirkesanger og myndighed

Før tiden som skoleinspektør var Jens Peter førstelærer på Kirkeskolen, som var byens skole før Rutsker Centralskole, og før det havde han været lærer på hovedskolen i Østerlars. Her var han også kirkesanger i Østerlars kirke, og det var den stilling, der i første omgang havde fået den sjællandsfødte lærer til Bornholm.

– Dengang var det almindeligt, at man på landet ønskede en lærer, der også kunne forestå orglet eller kirkesang. Det fremgik af stillingsopslaget, og stillingen i Østerlars kirke var godt betalt, så det blev årsagen til, at jeg flyttede hertil, fortæller Jens Peter.

Som kirkesanger skulle Jens Peter også føre kirkebog. Her blev kirkelige handlinger som dåb, vielser og begravelser skrevet ned. Præsten førte hovedbogen, mens Jens Peter førte kontrabogen, så de kunne være sikre på, at indholdet var det samme.

– Vi var jo en myndighed, så det var vigtigt, at der ikke var fejl. Noget jeg aldrig kunne fordrage var, når myndigheder begik fejl. Der var jeg en rigtig embedsmand, kan man sige. Men det var jo vigtigt, at tingene blev noteret korrekt, siger Jens Peter.

Kirken betyder alt

Sideløbende med arbejdet som lærer og senere som skoleinspektør fortsatte Jens Peter som kirkesanger i Østerlars kirke. Folkekirken var, og er stadig, et vigtigt sted for Jens Peter og også hans hustru Ruth.

– Det er en stor del af mit liv. Når der ikke er corona, er vi i kirke hver søndag. Kirken betyder alt. Guds ord er det, vi lever højt på. Her mødes vi med trosfæller og mange af vore venner. Det er forfærdeligt, at kirkerne er lukkede nu. Men vi glæder os til at komme tilbage under normale forhold, hvor vi kan give hånd, siger Jens Peter.

Han nåede at være kirkesanger i 50 år, og efter han stoppede i Østerlars kirke, fortsatte Jens Peter som vikar i de forskellige kirker i sognet, når de manglede en kirkesanger. I 2002 fik han en fortjenstmedalje af dronningen for sit engagement.

– Det var jeg meget taknemmelig for. Det var også dejligt at møde dronningen. Hun er virkelig orienteret, og hun er godt kendt på Bornholm, så det snakkede vi om, fortæller Jens Peter.

Medhjælper på Sølyst

Mens Jens Peter var skoleinspektør, drev hans hustru Ruth Sølyst konditori fra 1974 og frem til 1999. Her serverede hun kaffe, kager og smørrebrød i sommersæsonen. Jens Peter blev derfor ikke arbejdsløs, da Rutsker Centralskole lukkede. Han blev medhjælper på Sølyst.

– Der skulle jo vaskes kopper, så det ordnede jeg. Og så hjalp jeg til i caféen, arbejdede i haven og holdt toiletterne pæne. Vi har haft rigtigt meget at lave, men vi har haft det så dejligt. Det har været et fantastisk arbejdsliv, siger Jens Peter.

Parret solgte caféen i 2000 og flyttede til Rønne, men Vang betyder stadig meget for Jens Peter og Ruth, som ofte kører en tur til byen.

– Der har vi jo haft hele vores liv sammen. Hvis det stod til mig, havde vi boet på Sølyst i dag. Men jeg er nu også glad for at bo i Rønne, for vi bliver jo ikke yngre. Vores venner og børn siger også, at vi har gjort det klogt. Den dag jeg ikke kan køre bil mere, er det rart at være tæt på alt, siger Jens Peter.

90 års fødselsdag

I dag fylder Jens Peter så 90 år. Han er en frisk fødselar, der stadig selv svinger støvsugeren i hjemmet på Storegade. Det halter ganske vist lidt med hørelsen, øjnene er blevet opereret for grå stær, og hænderne ryster også en smule, men Jens Peter og Ruth føler sig heldige med deres helbred og deres liv sammen.

– Vi har hinanden, og vi har et fantastisk godt bånd til vore børn, børnebørn og oldebørn, så vi er heldige. Nu tager vi en dag af gangen og er glade for hver dag, vi får, siger Jens Peter.

Fødselsdagen bliver fejret stille og roligt med parrets søn og et par venner, men den store fest er udskudt til næste år på grund af coronapandemien.