Wonder-holdet ånder lettet op

Wonder-holdet ånder lettet op
Publikum kan glæde sig til 2021. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 14. MAJ 2020 • 17:59
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
14. MAJ 2020 • 17:59
Coronakrisen aflyste Wonderfestiwall, som skulle være fundet sted ved Hammershus i midten af august, men nu kan holdet bag med Daniel Mühlendorph i spidsen trods alt ånde lettet op.

Som han tidligere har fortalt i Bornholms Tidende, var det vigtigt at så få som muligt bad om at få deres penge tilbage for billetter, hytter og andre køb til årets festival for på den måde at beholde et økonomisk råderum til at stable næste års festival på benene. Den 12. maj var deadline for at få penge retur, og arrangørerne kan nu konstatere, at under 200 har bedt om det.

– Det svarer til kun cirka 17 procent af de penge, vi havde fået ind, siger Daniel Mühlendorph.

– Og når refunderingen blev så lille, som den er, er vi i forhold til sidste år på det her tidspunkt stadig godt kørende, hvad angår billetter – det viser, hvor meget foran, vi har været på billetsalget her i 2020. Nu skal vi i de kommende måneder til igen at booke musik til festivalen i 2021, når vi har fået svar i forhold til de hjælpepakker, vi har søgt fra. Så måske kan vi allerede her i år præsentere programmet, og så skal folk jo til at skynde sig at købe billetter til næste år. Vi så jo forleden, at for eksempel Roskilde Festival i 2021 allerede er udsolgt, og vi har også allerede sat vores billetter til næste år til salg.

Og der er ikke så mange billetter at få som normalt, fordi mange er overført fra i år?

– Præcis.

Er du lettet?

– Ja, utrolig meget. Man ved jo ikke, hvordan folk reagerer, men generelt har vi en kæmpe opbakning, kan vi mærke, og det er det her også et godt billede på. Så vi er virkelig meget lettede, bedyrer Daniel Mühlendorph.