Trafikkaos skal løses: Nu er der forslag om parkeringsforbud

Trafikkaos skal løses: Nu er der forslag om parkeringsforbud
Svaneke rammes hver sommer af trafikkaos, når turister valfarter til den smukke kystby. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 14. MAJ 2020 • 11:35
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
14. MAJ 2020 • 11:35
SVANEKE

Foreningerne og erhvervet i Svaneke ønsker en 40 km/t-zone, der dækker hele Svaneke, og at der indføres parkeringsforbud i sommersæsonen på strækninger i Storegade og Postgade i dagtimerne. Det fremgår af et notat om parkeringsstrategi for Svaneke.

Notatet blev forelagt på natur- og miljøudvalgets møde den 5. maj, som en status på arbejdet med parkeringsstrategier i de bornholmske kystbyer.

Siden 2019 har der været holdt en række møder med Svanekes foreninger om ønskerne til, hvordan det trafikkaos, der hver sommer rammer Svaneke, kan forebygges. En arbejdsgruppe bestående af Byforeningen Svanekes Venner, handelstandsforeningen, Fællesrådet samt de erhvervsdrivende og havnen har siden 2019 arbejdet sammen med kommunen om en strategi for parkering og trafik i byen. Der har også været screeninger af trafikken i byen i sommeren 2019.

I notatet ridses en række forslag op, som foreninger og erhverv er enige om.

Det skal gøres nu

I første omgang er der ønsker til, hvad der kan gøres allerede i 2020. Blandt andet at der asfalteres og opstribes en del af området Gruset nord for havnen, hvor turistbusserne parkerer samt forsøg med parkeringsforbud på dele af Storegade samt, at der etableres parkering på et græsareal ved Svaneke Bryghus, hvis grundejer accepterer dette.

Arbejdsgruppen mener også, at der kan etableres lidt flere parkeringspladser rundt i byen, men at det ikke dækker behovet.

Svaneke har store trafikproblemer hver sommer, hvor de mange besøgende har svært ved at finde parkeringspladser, og det er svært at komme rundt i de smalle gader på grund af trafikken.


Brug for 200 parkeringspladser

Arbejdsgruppen er enig om, at der er brug for cirka 200 ekstra parkeringspladser til personbiler. Nogle af dem kan eventuelt etableres som midlertidige parkeringspladser i spidsbelastningsperioderne.

Pladserne kan dels findes ved at udnytte de eksisterende parkeringsområder bedre og/eller ved at anlægge nye parkeringspladser.

Turistbusserne skal stadig have lov at komme helt ind i bymidten og afsætte passagerer på havnen, mener arbejdsgruppen. Busserne skal som i dag kunne parkere nord for havnen.

Der er enighed om, at nye parkeringspladser i udkanten af Svaneke vil kunne lette trafikkaosset i midten af byen. Men ikke enighed om, hvor de eventuelt nye parkeringspladser skal etableres.

Der er forslag om en parkeringsplads i forlængelse af kirken mod vest med cirka 200 pladser. Det vil være tæt på bymidten, men ulempen er, at dele af området er fredet. For at biltrafikken ikke skal ind gennem de små gader omkring kirken, kræver det også en let adgang til parkeringspladsen fra den anden side, nemlig fra vejen Korshøje.

En anden løsning kunne være etablering af cirka 200 pladser på et privatejet areal ved Svaneke Bryghus.

Anbefaler offentligt møde

Der bør i løbet af efteråret inviteres til et offentligt møde, hvor der kan orienteres for status af det hidtidige arbejde med parkeringsstrategien i Svaneke, mener regionskommunen.

Kommunalbestyrelsen har afsat 500.000 kroner om året i fire år til arbejdet med parkeringsforhold og -strategier, primært i Svaneke, Gudhjem, Allinge-Sandvig og Nexø.

Der er endnu ikke taget hul på arbejdet med en parkeringsstrategi for Nexø. Arbejdet forventes igangsat i løbet af 2021.