Håndværker får bøde for at kalde sig autoriseret kloakmester

Håndværker får bøde for at kalde sig autoriseret kloakmester
Arkivfoto: Allan Rieck
| 14. MAJ 2020 • 15:12
Af:
tommy-kaas

14. MAJ 2020 • 15:12
En selvstændig håndværker fik torsdag et 20.000 kroner dyrt rap over nallerne, da Retten på Bornholm kendte ham skyldig i en sag om falsk autorisation.

Håndværkeren havde frem til den 11. januar skrevet på sin hjemmeside, at han var autoriseret kloakmester til trods for, at han ikke besad sådan en autorisation. Dermed brød han loven om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationers paragraf 25, der handler om, at man ikke må annoncere om eller give udtryk for, at man som virksomhed har en autorisation, som man ikke har.

Bødeforlægget lød på 50.000 kroner, men retten anså det som en formildende omstændighed, at håndværksmesteren selv rettede fejlen på sin hjemmeside, da han blev gjort opmærksom på det af politiet. Derfor slap han med at betale 20.000 kroner.