Bornholm, besat, bombet, befriet og besat i 1945

I foråret 1945 hørte jeg, at Danmark var befriet, men at tyskerne på Bornholm ikke ville overgive sig til russerne. Jeg forstod ikke dengang, hvad det kunne komme til at betyde.

Vores gård var tæt ved Nexø Lystskov og byen. Der boede mange tyske flygtninge i skoven, og de havde ikke noget at leve af. Der kom flere og spurgte, om vi kunne undvære noget mad.

Vores mor gav dem kød fra saltkaret, og jeg fik lov til at hente kartofler til dem. Fadet var tungt at bære på, når jeg stolprede over gårdspladsens toppede brosten, selvom jeg var en stor dreng på fem år.

En ung tysker følte sig hjemme hos os. Vi sad midt på den store græsplæne og hyggede os. Han spillede mundharpe for mig. Sprogene var forskellige, men vi forstod hinanden.

Lavt over gården fløj en grim, larmende maskine.

De første bomber begyndte at falde i Nexø.

Vores mor, mine søskende, de ansatte og min tyske ven gemte os i kælderen - min far døde af gigtfeber i sommeren 44. Vi kunne høre eksplosionerne, og alle var bange, men min nye ven smilede til mig, som om han ville sige; ” Bare rolig, det går snart over” - og ganske rigtigt. Der skete ikke mere den dag. Kælderskakten var blå.

Den næste morgen mærkede jeg straks de voksnes angst, og det blev ikke bedre, da det begyndte at buldre i det fjerne, pludselig bankede det på døren. Det var vores kære nabo.

Han lænede sig op af dørkarmen og trøstede os, så godt han kunne.

– I skal ikke være bange. Det er bare ved Christiansø, der bliver bombet.

Jeg havde hørt nok og stak af og gemte mig i en stor høstak. Jeg lå helt stille og svarede ikke, hvis der var nogle, der kaldte.

De fandt mig til sidst og løftede mig op i naboens lastbil, hvor alle sad og ventede på at komme væk fra ulykkerne. Mens vi kørte, sad vi i mørket uden at sige noget.

Vi overnattede hos nogle bekendte inde på øen. Dagen efter vendte vi tilbage til gården. Den var heldigvis ikke ramt.

Vi fik at vide, at tyskerne havde overgivet sig til russerne. Jeg mærkede, at frygten næsten var helt væk. Min flygtningeven så jeg ikke noget til. Hans opløftende toner var der brug for andetsteds.

Nogle dage efter kom der fint besøg til Nexø. Jeg blev taget med ind til byen. Den så meget ødelagt ud. Et hus ved torvet manglede den ene gavl, så jeg kunne se lige ind i en stue med en sofa og lænestolene. Det så ud som om, at folk lige var gået.

Vi bornholmere stod i lange rækker for at se kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid køre forbi. Børn på min alder blev løftet op på deres

fars skuldre, for at de kunne se det hele lidt fra oven.

Da savnede jeg virkelig min far.

Verner Budde Jensen Gl. Kirkevej 76, Hjortshøj