Leder: Det lærte vi – det skal vi passe på

Leder: Det lærte vi – det skal vi passe på
Illustration: Christina Skovmose
| ABONNENT | 12. MAJ 2020 • 14:22
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
12. MAJ 2020 • 14:22
Da regeringen i dag klokken 10.00 kom med det seneste udspil til bekæmpelse af covid-19-virus, fremstod især to sætninger interessante. Den ene sætning lyder:

”Myndighederne vil begynde at opspore de personer, den smittede har været i kontakt med.”

Den anden sætning lyder:

”Hvis smitten blusser op igen, skal vi kunne bryde smittekæderne uden at lukke samfundet ned igen.”

Begge sætninger var afsendt af statsminister Mette Frederiksen (S).

Hvis Danmark igen rammes af en pandemi, så er det fra i dag regeringens helt tydelige målsætning, at vi skal kunne komme igennem den uden at lukke samfundet ned. Det lyder rigtigt fornuftigt og helt rigtigt.

Men sætningen indikerer også, at vi kunne have undgået denne undtagelsestilstand, der har isoleret mennesker fra hinanden og har haft enorme økonomiske konsekvenser, hvis vi havde været bedre forberedt. Selv om Mette Frederiksen gang på gang taler Danmark op som et mønstereksempel på effektiv smittebekæmpelse, så viser målsætningen om, at vi næste gang skal kunne bryde smittekæden uden at lukke ned, at vi blev taget på sengen.

Reelt er der tale om, at vi i Danmark har været gode til at improvisere en nødplan på en situation, vi ikke var forberedt på – men som vi var advaret om. For der har været pandemier før. Vi har kort sagt dummet os – lige meget hvor tilfreds regeringen er med nationens samlede indsats.

 
Reelt er der tale om, at vi
i Danmark har været gode
til at improvisere en nødplan
på en situation, vi ikke var
forberedt på – men som vi
var advaret om

 

Den anden sætning er også principiel: ”Myndighederne vil begynde at opspore de personer, den smittede har været i kontakt med."

Selvfølgelig skal vi forsøge at opspore smittekæder. Vi skal gøre alt for at finde ud af, hvem en smittet har været sammen med. Sundhedsministeren omtalte systemet som ”hjælp fra en hotline, der opsporer, hvem du har været i kontakt med.” Det indikerer jo, at der er tale om frivillighed. Men den frivillighed er der jo allerede i dag, hvor enhver syg kan orientere familie og venner om, at man er smittet. Og det bør man gøre.

Bid mærke i, at styrelsen skal ligge under Justitsministeriet og ikke Sundhedsministeriet.

”Når en person er testet og smittet, vil myndighederne allerede fra denne uge begynde at opspore, hvem de har været sammen med. Så de kan blive isoleret hurtigt, og vi vil bryde smittekæderne,” sagde statsministeren.

Så længe vi ikke ved mere, lyder det principielt bekymrende. Har man som borger pligt til at oplyse myndighederne om alle dem, man i en given periode har mødtes med? Hvad er straffen, hvis man nægter?

De to ting står tilbage lige nu: Vi kunne have undgået nedlukningen af samfundet. Skal vi have placeret et ansvar for, at det alligevel blev nødvendigt?

Og: Har man som borger i Danmark fortsat ret til ikke at oplyse myndighederne om alle detaljer i sin færden?