Forsamlingsforbud officielt forlænget

Forsamlingsforbud officielt forlænget
Foto: Jacob Jepsen
| 11. MAJ 2020 • 07:01
Af:
ritzau

11. MAJ 2020 • 07:01
Forsamlingsforbuddet er officielt forlænget til 8. juni. Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet offentliggjort søndag aften.

Dermed er forsamlingsforbuddet fortsat på flere end ti personer frem til 8. juni. Forsamlingsforbuddet blev indført i marts som del af indsatsen for at mindske spredningen af coronavirus.

Regeringen og Folketingets partier indgik torsdag en aftale om genåbningens fase 3. I aftalen står, at forsamlingsforbuddet kan blive hævet til mellem 30 og 50 personer.

– Vi bliver nødt til stadigvæk ikke at forsamles mange mennesker. Derfor bliver retningslinjerne på restauranterne også, at man skal sidde med afstand.

– Derfor kan man ikke invitere sine 19 bedste venner til at sidde rundt om bordet og holde fest. Den går ikke, desværre. Ikke endnu, sagde statsminister Mette Frederiksen torsdag.

Forsamlingsforbuddet, der gælder alle steder ud over i private hjem, blev indført 17. marts, efter en hastestramning blev vedtaget i Folketinget.