Kenny har de nye kartofler klar til mors dag

Kenny har de nye kartofler klar til mors dag
Kenny Larsen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. MAJ 2020 • 11:26
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
10. MAJ 2020 • 11:26
Fredag stillede Kenny Larsen de første poser med nye bornholmske kartofler ud i vejboden på Søndre Landevej.

Lørdag eftermiddag er den 74-årige kartoffelavler på Arnager Mølle atter ude i marken for at grave nye forsyninger op.

– De må ikke være større end de her, viser han.

For Kenny Larsen er det altid et godt pejlemærke at forsøge at have de første kartofler klar til mors dag, og det lykkedes i år – og så lykkedes det ham også at være først med nye bornholmske kartofler. Det har Kenny prøvet før i sine 47 år som kartoffelavler. Selv om der også altid er udfordringer. I år har han har været lidt bekymret for, om forårets nattefrost skulle få en negativ betydning, især fordi de store dådyr har det med at gå og trampe plasticoverdækket i stykker.

Årets første kartofler er igen i år af sorten solist. Det er bare dem, der duer som tidlige kartofler, konstaterer Kenny Larsen.

De kom ellers i jorden sent i år, den 17. marts, fordi det længe var meget vådt. Det var 14 dage senere end sidste år. Men så blev det tørt, og det blev nødvendigt at vande.

Coronakrisen har også en betydning for kartoffelavleren. Kenny Larsen kan normalt sælge omkring 80 procent af de nye kartofler til restauranter, hoteller og turister. Det bliver der ikke noget af i år. Derfor kalder han det en stille og rolig start på sæsonen, og kiloprisen er også reguleret lidt ned for at gøre varen attraktiv for bornholmerne.

Kenny Larsens helbred er heller ikke, hvad det har været, så kartoffelmarken er skrumpet lidt ind, og noget af pladsen er overladt til andre kartoffelavlere.

– Jeg har skåret lidt ned i år, for det skal være noget, man hygger sig med, siger Kenny Larsen.