Familieklub vil gerne godkendes

Familieklub vil gerne godkendes
Familieklubben på udflugt i Ravnedalen, da lyngen blomstrede. – Børnene fandt to pindsvineunger, de kiggede på. De fandt også en stålorm, og vi satte sansebaner op med reb, de fulgte med bind for øjnene. Børnene satte også en svær bane op, som de voksne skulle følge ind under en hul stikkende enebærbusk, fortæller Marie Fiskbæk. Privatfoto
| ABONNENT | 10. MAJ 2020 • 18:50
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
10. MAJ 2020 • 18:50
Bornholms Frie Familieklub ansøger kommunen om at blive godkendt som en folkeoplysende forening. Folkeoplysningsudvalget har ansøgningen på dagsordenen tirsdag.

Familieklubbens aktiviteter er primært målrettet børnefamilier på Bornholm, der har deres børn ude af institution eller skole i kortere eller længere perioder.

– Vi vil gerne skabe et fællesskab for de børn, der ikke går i institutionerne. Men vi har også flere medlemmer, der både går i skole og i børnehave, så det er ikke kun institutionsfrie børn, forklarer Marie Fiskbæk fra Nexø, der er foreningens formand.

– Vi startede med kun fem familier, og nu er vi omkring 30. Mange vælger at flytte til Bornholm blandt andet for at tage del i det fællesskab vores forening kan tilbyde, både fra det øvrige Danmark og fra udlandet – primært Tyskland og Sverige, siger Marie Fiskbæk.

Foreningen har pt cirka 60 børn blandt medlemmerne, og der kan være børn i alle aldre, når familieklubben har deres ugentlige aktiviteter. Det er oftest i Multihuset i Østerlars i vinterhalvåret, hvor man for eksempel laver mad eller er i sløjdlokalet eller gymnastiksalen. I sommerhalvåret er man typisk på ture ude i naturen. Lige nu er aktiviteterne dog stillet i bero på grund af coronasituationen.

Hvorfor vil I gerne være en folkeoplysende forening?

– Først og fremmest mener vi, at vores aktiviteter er folkeoplysende. Og så vil det betyde meget for os at kunne booke kommunens lokaler som for eksempel idrætshallerne, siger Marie Fiskbæk.