Store og små kirker kan blive stillet forskelligt når Bornholms kirker åbner igen

Store og små kirker kan blive stillet forskelligt når Bornholms kirker åbner igen
| ABONNENT | 9. MAJ 2020 • 14:06
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
9. MAJ 2020 • 14:06
Selvom kirkerne med datoen 18. maj kom med i anden fase af at genåbne Danmark, kan Bornholms provst Johannes G. Jensen endnu ikke sige, hvornår han og hans præster igen kan holde gudstjenester.

– Vi ved det ikke endnu. Vi mangler at få de præcise retningslinjer fra myndighederne, så vi ved endnu ikke, hvad vi har at holde os til, fortæller han.

– Der er en del forskellige spørgsmål i det: Må vi holde gudstjenester? Må vi bruge kirkerummet? Og hvad med menighedsrådsmøder og sogneaftener? siger Johannes G. Jensen.

– Jeg kunne godt tro, at vi kommer til at gøre ligesom skolerne, hvor nogle gik i gang med det samme, og andre ventede lidt. Jeg er ikke sikker på, at vi vil se en samlet folkekirke komme i gang igen på samme tid.

18. maj bliver en mandag, så første søndag efter at landets kirker i et eller andet omfang må åbne bliver den 24. maj. Ind imellem er Kristi Himmelfartsdag torsdag den 21. maj den første dag efter 18. maj, hvor der normalt ville være gudstjeneste.

– Hvis det bliver muligt at bruge kirkerummet, ved jeg heller ikke endnu hvilke former vi må bruge det under. Der kan for eksempel komme en regel om, at hver person skal have fire kvadratmeter omkring sig, siger Johannes G. Jensen.

Hvis det skulle ske, vil det stille Bornholms største kirker ret anderledes fra de mindste. De største er Sankt Nicolai i Rønne og kirkerne i Klemensker, Vestermarie, Aakirkeby, Nexø og Østermarie. De mindste ligger i Nyker og Nylars.

– Nogle kirker på Bornholm er meget store, mens andre er meget små. Så med et krav om fire kvadratmeter pr. person kan man måske godt rumme hele meningheden på én gang i de store kirker. I de mindre gudstjenester skal vi måske  have flere gudstjenester på samme dag, siger Johannes G. Jensen.

– Udfordringen er, at det kun er kirkernes siddeområder, der tæller, når man måler kvadratmeter op. Det betyder, at der i nogle af kirkerne kan være færre, end man måske forestiller sig

– Sankt Nicolai og nogle af rundkirkerne har for eksempel et stort område op til alteret, men det bliver ikke talt med. I nogle af rundkirkerne er der måske kun plads til 15 personer, hvis hver skal have fire kvadratmeter omkring sig, siger Johannes G. Jensen.

Han fortæller desuden, at Folkekirken har talt en del for gudstjenester i fri luft, når kirken har talt genåbning med regeringen.