DAGENS NAVN: Ole Munk var bare ni år gammel og stod i skolegården på Knudsker Skole, da bomberne faldt over Bornholm.
Hvad husker du fra bombningerne på Bornholm?
– Den 7. maj stod jeg i skolegården på Knudsker Skole. Jeg mener, vi havde undervisning hver anden dag dengang, og jeg skulle ikke i skole den dag. Men jeg skulle til klaverspil hos førstelærerens kone. Jeg stod udenfor og hørte pludselig den massive sværm af fly, der var på vej. Jeg løb ind til førstelæreren for at advare ham, men han havde en regel om, at han ikke måtte vækkes, før hans nøgler faldt ud af hans hånd og ned på gulvet, og hans kone turde ikke vække ham. Der kom en anden elev, der var lidt ældre end mig, og han løb så ind og sagde, at det var alvorligt. Så kom læreren op, og han samlede os børn og gennede os hen til gymnastiksalen. Her var der en høj mur til den ene side og glasruder til den anden, så vi blev samlet tæt ved muren, så vi ikke skulle få glas på os, når ruderne sprang. Der kom nogle kraftige drøn, for de skød med maskingevær fra flyene, og det fløj med skud ned på jorden.
Hvordan reagerede du på det?
– Jeg fløj bare ind sammen med de andre elever, der var i skole. Vi fik ro på og var der, indtil flyene var væk. Da det var ovre, kom der samling på os, og så blev vi sendt hjem i små grupper. Jeg skulle mod syd, og der kom en mand fra første beredskab og fulgte os næsten hele vejen hjem. Han beskyttede os, så længe, det var nødvendigt. Det var godt nok. Jeg var nervøs som bare pokker, men vi kom næsten hjem, og så kunne jeg se vejen ned til huset. Jeg så far oppe på marken, men det var vigtigt for mig at komme hjem og se, at mor var uskadt. Da jeg kom hjem, fandt jeg stuerne tomme. Indtil far kom hjem, vidste jeg ingenting, og der gik et pænt stykke tid. Jeg var bekymret, for jeg vidste jo ikke, hvor mor var. Far kom så og fortalte, at mor var på sygehuset. Hun var Rødekorsdame og hjalp til derhenne. Hun kom hjem senere den dag, og vi fik snakkede sammen far, mor og jeg. Der var også en telefonopringning til resten af familien, så de vidste, at vi var uskadte.
Hvad gjorde I så derefter?
– Næste morgen omkring halv fire bankede det på. Vi fik at vide, at vi skulle evakueres lige som man gjorde i Rønne, selvom vi boede i Knudsker. Min storebror havde gården, som vi var flyttet fra, og han havde en hestevogn som kørte os til Østermarie til min morbror, som var på Store Klintegaard. Der følte vi os så tilpas langt fra centrum, at vi kunne blive der. Russerne kom den 8. maj og skød med maskingevær, så det fløj med skud omkring os. En af karlene var ude med to heste. De stejlede, og han kunne ikke styre dem, de var bange som bare pokker. Vi andre stod ved gavlen og kunne ikke gøre noget. Jeg løb ud til ham og hang mig i grimerne, så der kom ro på dem, og så de ikke løb. Men jeg havde ikke fået lov til at løbe ud, det kunne jo være farligt. Da jeg løb ud, faldt patronhylstrene ned over mig, og de var store som bare pokker og kunne slå hårdt. Men jeg blev ikke ramt, så det endte godt.
Hvad betyder det minde for dig?
– Det betyder, at jeg resten af livet har tænkt på at forsvare Bornholm. Dels meldte jeg mig ind i FDF spejderne som ung, derefter kom jeg i militæret i Holbæk og senere meldte jeg mig ind i hjemmeværnet, hvor jeg var i 50 år.
Hvordan har du det med, at vi sætter lys i vinduet 4. maj?
– Vi havde selv fire lys i vinduet herhjemme, så det har jeg det fint med. Jeg kan huske, at vi hørte om befrielsen over radioen dengang, og jeg bare ni år gammel fløj over til tyskerne overfor og råbte "Deutschland ist kaput!". Det kunne jo have været farligt, men jeg husker, at nogle af dem blev glade, fordi det betød, at de skulle hjem til deres familie. De var bare lykkelige for at kunne komme hjem.
Hvordan markerer du dagen for Bornholms befrielse?
– Vi spiser noget godt, og så er det det. Vi har vores egen familie ovre, så dem får vi ikke at se. Det gør vi jo alligevel ikke i disse tider med corona. Det er lidt tungt, at man ikke må så meget. Men jeg synes, det er meget værre for dem, der driver forretning. Det må være svært. Vi andre må bare bide os i læben og være glade for, at vi bor i Danmark.
Ole Munk
blev oprindeligt uddannet i herreekvipering, men startede sidenhen et campingfirma og senere igen et biludlejningsfirma som supplement til campingfirmaet. Da firmaet ikke længere kunne løbe rundt økonomisk, læste Ole Munk på VUC og HF og gik derefter på pension.
I dag bor han i Rønne Syd.