Befriet?! – nej, ikke alligevel

KLUMME

Tålmodighed er som bekendt en dyd, og den har vi trænet til olympiske højder de seneste to måneder. Vi ventede på Mette, vi ventede på Søren, vi ventede på tal.

Og vi ventede på, at caféerne og restauranterne skulle åbne igen, så vi kan sidde ude i forårssolen og drikke vores kolde fadøl og kaffe latte.

Vi ventede med anstand og afstand, mens utålmodigheden ulmede. Ingen tale i dag? Jamen, så venter vi bare et par dage mere. Nå, heller ingen dato for genåbning i dag? Vi venter til Mette er klar.

Faktisk er jeg ved at blive immun overfor ventetid. Alt er jo relativt. Hvad betyder fem, seks eller 117 dage? Det er jo ingenting i forhold til det antal dage, bornholmerne måtte vente på, at sovjetrusserne fik pakket deres balalajkaer og deres maskingeværer og fik sat næsen mod øst.


Jeg har prøvet at leve mig ind i det. Jeg har læst Else Marie Juuls dagbog – som vi med Birgitte Borgens hjælp bringer uddrag af i avisen i disse dage – og jublede med hende da hun den 5. maj 1945 skrev: “Det har været en stor Dag, den største dag i vort Liv”, til hun to dage senere løber skælvende gennem Aakirkebys gader, mens russerne bomber i Rønne, så butiksvinduerne i Aakirkeby bølger frem og tilbage på grund af trykket fra de lavtgående fly.

Jeg kan ikke leve mig ind i det. Hvor forfærdeligt det må have været at leve med DEN form for uvished. Det har alle bornholmere over 75 prøvet.

Else Marie Juul var aktiv i Lotte-korpset i Aakirkby og oplevede det hele på tætteste hold.

Lotte-korpset var et korps af frivillige under Danske Kvinders Beredskab, og en af Else Maries opgaver i dagene efter de russiske bombeangreb den 7. og 8. maj 1945 var at hjælpe de hjemløse indbyggere fra Nexø og Rønne med at få tag og hovedet og mad på bordet.

”Det er saa grusomt det hele og så meningsløst, nu da der er kapituleret, og det hele skulde være forbi, og vi skulde være glade”, skriver Else Marie Juul i sin dagbog.

 

Det er en skrammet sjæl, der kan tvinges til at hylde de nye besættere som befriere seks dage efter befrielsen.

 

Den 9. maj er den russiske besættelse af Bornholm officiel. Tyske soldater samles i tusindtal i Almindingen. Den 11. maj om aftenen ankommer den russiske oberst og den bornholmske amtmand til Aakirkeby, hvor feststemte borgere står klar til at modtage repræsentanterne fra den nye besættelsesmagt med blomster.

”Der var givet ordre til at man skulle flage overalt, vi skulde jo være henrykte og hylde vore Befriere” skriver Else Marie, der ikke var blottet for humor: ”Ja Sygeplejerskerne havde endda Nelliker, hvilket jeg synes var lidt flot, til Russerne.”

Obersten, amtmanden og Aakirkebys borgmester holdt tale. Borgmesteren sluttede af med at udbringe et leve for ”en god Fremtid for Bornholm og et godt Samarbejde med Sovjetunionen”.

Det er en skrammet sjæl, der kan tvinges til at hylde de nye besættere som befriere seks dage efter befrielsen.

Jeg tror nu ikke et sekund på at bornholmerne havde hjertet med, da de hyldede deres russiske ”befriere”. I havde blot vænnet sig til at leve med frygten. Jeres fjende var synlig. De første fem år strækmarcherede han rundt i byerne med ridebukselår og Svastika-dekoreret uniform. I kunne hylde ham på skrømt, og grine af ham bag hans ryg, når han var ude af syne.

I maj 1945 blev Nazi-symbolet udskiftet med hammer og segl. Det kunne man også grine af, når bjørnen vendte ryggen til.

Det kan vi ikke med den smitsomme sygdom, der i øjeblikket hærger på Jorden. Vi kan ikke forsamles efter mørkets frembrud og latterliggøre en virus. Vi kan ikke engang forsamles i større grupper.

Så vi har ventet, tålmodige og ensomme, hver for sig. Vel vidende at der vil komme en dag, hvor det hele er slut. Vi ved, det går over. Og nu ved vi, at butikkerne og caféerne og restauranterne åbner igen. På mandag.

 

En overgang gik der også rygter om at bornholmerne skulle tvangsfjernes fra deres landsdel.

 

Det vidste bornholmerne ikke dengang. Og der var nærmest ingen ende på den psykiske tortur, der fortsat regnede ned over Bornholm i ugerne efter kapitulationen. For ikke nok blev øen bombet og besat af russerne ugen efter at Danmark var blevet befriet.

En overgang gik der også rygter om at bornholmerne skulle tvangsfjernes fra deres landsdel.

”Jeg føler mig helt elendigt til Mode i Dag og har helt ondt i Maven”, skriver Else Marie Juul den 17. maj. ”Det er blevet fortalt, at der i den svenske Radioavis i Aftes skulde være sagt, at Bornholmerne skal forflyttes til den tyske Del af Sønderjylland (Slesvig). Det er forfærdeligt at tænke paa, at vi maaske skal forlade alt, hvad vi ejer og komme over til det, Tyskerne har forladt”.

Hvilken horribel tanke. At deportere 50.000 danskere til den modsatte ende af landet efter fem års besættelse?? Hvilken syg hjerne udtænker sådan en grusom tanke?

Det er svært at forstå i 2020. Mit hjerte var tæt på at briste da jeg læste Else Marie Juuls eftertænksomme følgeslutning:

”Maaske er det trods alt det bedste for os, for hvis Russerne skal regere her paa vor Ø, bliver det ogsaa langt fra hyggeligt”.

Måske er det trods alt det bedste. Man bemærker den ungdommelige snusfornuft i den sætning. Men også den utrolige lethed, hvormed den 21-årige kvinde nærmest øjeblikkeligt vælger at acceptere, at det hun hører, kan blive til virkelighed.

Den viser, at fem års besættelse sætter al evne til kritisk tænkning ud af kraft.

Intet er umuligt. Vi skal måske flyttes til Jylland. Vi skal måske være russere. Vi bliver måske bombet igen i morgen?

Alt kan ske.

Jaja. Jeg ved det godt. Bornholms indbyggere har alle dage været underkastet naturens og stormagternes luner. Men disse uger, hvor bornholmerne blev ladt alene, mens resten af verden festede, må have været en traumatiserende oplevelse ud over alle grænser – hvor robuste bornholmerne end måtte være.

 

Uanset hvad: Det virker, som om I er kommet videre. Krigen endte, også for jer.

 

Faktum er: Bornholm var besat af Sovjetunionen fra den 9. maj 1945 til den 5. april 1946.

Det er vitterlig svært at forestille sig, når man ikke er bornholmer. En absurd tanke, simpelthen. At ingen i den sejrende verden havde åndsnærværelse eller format til at redde de bornholmske kastanjer ud af ilden? At tage bornholmerne med? Var man virkelig så ivrig efter at stille Sovjetunionen tilfreds efter krigen, at man var parat til at ofre en dansk landsdel?

Det var en anden tid, det ved jeg godt. Europa lå i ruiner, ligesom Nexø og Rønne. Der har helt sikkert været et efterspil og reaktioner, som jeg ikke kender til, men i dag må man jo sige, at bornholmerne groft sagt bare bed vreden i sig og knoklede videre. Hvad var det, der reddede jer? Var det harmonikaviserne? Klipperne? Har I en gryde med trylledrik stående et eller andet sted? Har den lange krig forsynet jer med en usynlig sammenhængskraft, som ingen anden dansk landsdel er i besiddelse af?

Uanset hvad: Det virker, som om I er kommet videre. Krigen endte, også for jer.

Mon vi overlever denne krise? Det tror jeg, vi gør. Jeg glæder mig. Især til festen den 4. april 2021. Så skal der tændes bloklys i vinduerne på Bornholm. Så skal der spilles harmonika. Og så skal de gamle bornholmere fortælle alle os andre, hvordan I overlevede seks år under tysk og russisk besættelse. Det gad jeg fankemaj godt vide.

 

 

 

Anette Vestergaard

er 57 år, uddannet journalist med en fortid på blandt andet Dagbladet i Ringsted, Dagbladet Politiken og Lindhardt & Ringhof. Mor til 19-årige tvillinger som holder sabbatår og venter på at højskolen og caféerne skal åbne igen.