Snellemark Centret genåbner efter næsten to måneder: Lene og Sanne er klar til på mandag

Snellemark Centret genåbner efter næsten to måneder: Lene og Sanne er klar til på mandag
Lene Green Olsson. Foto: Holger Larsen
| ABONNENT | 8. MAJ 2020 • 16:41
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
8. MAJ 2020 • 16:41
Det er Store bededag. Snellemark Centret i Rønne er lukket. Men på førstesalen er der travlhed i de to selvstændige butikker, Snoir og Loppeteket by Green. Der skal gøres klar til genåbningen på mandag.

– Der blev ingen bededagsferie i år, men jeg tror, at vi kan holde fri søndag, siger ejeren af Loppeteket, Lene Green Olsson.

Men først og fremmest glæder hun og Sanne Sørensen i Snoir sig til at kunne genåbne butikkerne efter næsten to måneders corona-nedlukning.

I begge butikker siger ejerne, at økonomien selvfølgelig er en udfordring, men at man holder skindet på næsen:

– Vi har søgt tre hjælpepakker og om at få momsindbetalingen tilbage. Netbutikken og et godt samarbejde med leverandørerne har gjort, at vi har fået en løbende indtægt, så regningerne kunne blive betalt. Huslejen, som er en stor post, har vi fået lov til at vente med at betale, til vi får hjælpepakker udbetalt. Det specielle med en tøjbutik som vores er, at man i årets første måneder har flere udgifter end indtægter, så krisen kom på et dårligt tidspunkt for os, siger Sanne Sørensen, som ejer Snoir sammen med Anja Hjorth Pedersen.

– Vi har kampgejst, og vi har sagt, at det her klarer vi. Men vi kan ikke klare det alene. Mange bornholmere har støttet os ved at handle på nettet, og vi sender også mange pakker udenfor øen. Vi har arbejdet deltid, det har jeg aldrig prøvet. Anja og jeg har været her hver anden dag for at pakke varer. De andre butikker er kæder, hvor medarbejdere er hjemsendt. Så det har kun været Anja og mig, der har gået her. Matas har haft åbent i den senere tid, og H & M har haft åbent lidt over en uge. De fik lavet en dør, så de har egen indgang og fik lov til at åbne, siger Sanne Sørensen, der også er formand for centerforeningen.

Chefen må undvære løn

Loppetekets koncept er at være en slags loppesupermarked, hvor loppesælgerne lejer en stand og sætter pris på sine varer, og så overtager personalet arbejdet med at sælge sagerne. Pengene får man udbetalt minus en kommission.

– Jeg har haft forretningen i halvandet år, og jeg frygtede, at jeg skulle starte forfra. Men det tror jeg ikke, at jeg kommer til. Vi har en masse kunder i butikken. Mange har stadig kontrakter hen over sommeren, og nogle har hylder for resten af året, siger Lene Green Olsson, der også har søgt hjælpepakker:

– Vi er blevet reddet af, at vores ansatte har fået lønkompensation. Vi har en ordinært ansat medarbejder og nogle fleksjobbere. Når der ikke er noget overskud, er det chefen, der ikke får løn. Jeg savner mine kolleger og mine kunder. Det opvejer det andet. Vi skal nok klare os, selv om vi ikke får vores gode tyske kunder at se foreløbig, siger Lene Green Olsson.

– Vi glæder os bare til mandag klokken 10. For når man har stået i en butik i 25 år, er der mærkeligt ikke at se nogen kunder i to måneder, siger Sanne Sørensen, der kan fortælle, at man også i Kvickly nedenunder glæder sig til at få det "centertræk", man er vant til.

Det bliver dog ikke alle centrets forretninger, som kan åbne på mandag, idet Café Twist It kommer til at vente yderligere en uge, inden den får lov til at åbne.

Ensretning i butik

Ensrettet færdsel i butikken. Det bliver en af de foranstaltninger, som tages i brug, når Snellemark Centret i Rønne genåbner på mandag.

– Det er en svær butik at have folk inde i. Det er meget en "osebutik", og flere kommer her et par gange om dagen for at se, om der er noget nyt. Og et menneske pr. fire kvadratmeter, hvordan gør vi det? Vi laver nogle skilte til at sætte op og på gulvet, og vi laver en ensretning for, hvordan man må gå rundt i butikken. Vi har hængt et plexiglas op ved disken. De var udsolgt i byen, så det er min datters puslespilsplade, fortæller Lene Green Olsson om nogle af tiltagene i Loppeteket By Green.

– Vi er glade for at have været med til at passe på samfundet ved at holde lukket, og vi gør meget ud af det nu, hvor vi skal genåbne. Vi slutter af med en stor hovedrengøring, inden vi er klar, og så vil jeg bede mine kunder om at passe på sig selv og på os.

– Vi har mange ting, man kan gå og tage på, så det bliver også noget med håndsprit og handsker, siger Lene Green Olsson.

Tøjbutikken Snoir etablerer en håndspritstation ved indgangen og lukker hvert andet prøverum.

– Vi har besluttet, at vi ser tiden an på mandag. Jeg synes, at det er op til forretningen at holde styr på det. Mens vores egen butik har været lukket, har jeg været i nogle butikker, hvor jeg har undret mig over, at man for eksempel har tilladt, at fire personer kommer sammen ind i butikken, siger Sanne Sørensen, medejer af Snoir.

Vil du være lidt skrap?

– Ja, det tror jeg. Det er svært det her med, hvordan man regner ud, hvor mange, der må være i butikken. Jeg går mere op i, at der ikke pludselig står 10 i en gruppe. Men jeg skal forhåbentlig sælge noget, så jeg vil ikke være bussemand heller. Jeg vil jo gerne se mine kunder, siger Sanne Sørensen.