At måtte åbne igen er en kæmpe kabale for Bornholms Museum

At måtte åbne igen er en kæmpe kabale for Bornholms Museum
| ABONNENT | 8. MAJ 2020 • 15:56
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
8. MAJ 2020 • 15:56
At Bornholms Museum må åbne igen den 8. juni er kun en enkelt faktor i en større ligning. Mindst lige så vigtige er hvilke vilkår museet må åbne på, og de vilkår er ikke kendt endnu.

Samtidig er museet i den situation, at de seneste års største publikumsmagneter også er de aktiviteter, der er sværest at åbne igen. Og om kurserne i for eksempel keramik og madlavning kan blive afviklet efter planen eller ej, spiller ind på flere afgørende dele af museets logistik og planlægning. Det fortæller direktør Jacob Bjerring-Hansen.

– Vi åbner snarest muligt efter 8. juni. For os er det meget et spørgsmål om, hvad retningslinjerne for at åbne bliver. Vi kan ikke bare åbne med dags varsel, slå dørene op og gøre, som vi plejer. Vi beslutter os hurtigst muligt, siger han.

– Det er meget svært at tackle spørgsmålet om at åbne på museets enkelte afdelinger, før vi kender kravene til for eksempel afstand blandt publikum. Derfor er vilkårene for at måtte genåbne snart lige så vigtige for os, som datoen er, siger Jacob Bjerring-Hansen.

Museets hovedbygning er det mindste hovedbrud. De populære kurser er straks sværere at få greb om for Bornholms Museum.

– Vi kan rimelig let åbne i Sankt Mortens Gade og lade folk få rundt og se udstillingerne på Hjorths Fabrik. Men i de seneste år har vi haft et voldsomt stigende besøgstal i kraft af vores keramikkurser og madkulturkurser og aktiviteter for børn, siger Jacob Bjerring-Hansen.

– De ting er de sværeste at åbne og vil komme helt an på retningslinjerne for at åbne. Og om de aktiviteter er åbne eller ej spiller samtidig afgørende ind på vores billetsystem og vores webshop og forskellige spørgsmål omkring fysisk afskærmning. Det er ikke noget, som man bare beslutter over natten, siger han.

Bornholms Museum er i den samme situation som snart sagt alle andre virksomheder og institutioner, der nu snart må åbne igen: Publikum skal komme, før det hænger sammen. Ellers er fortsat lukkede døre og hjælpepakker fra staten økonomisk en bedre mulighed.

– Når vi genåbner, er vi ude af kompensationspakkerne, og hvis vi så ikke kan lukke det antal mennesker ind, som vi plejer, falder vi mellem to stole og kan ikke bære de udgifter, som har til personale, siger Jacob Bjerring-Hansen.

– Man kunne godt tale for, at det ville være bedre at vente med at åbne indtil vi må åbne fuldt op igen. Det er en svær balance, for samtidig glæder vi os jo over, at vi må åbne. Vi er jo sat i verden for at formidle, så det ville jo være naturstridigt for mig ikke at være glad nu, hvor vi har fået en dato for, hvornår vi må åbne, siger han.