Sådan bliver næste fase af den store genåbning

Sådan bliver næste fase af den store genåbning
Klargøring på Store Torv. Foto: Jacob Jepsen
| 7. MAJ 2020 • 20:11
Af:
ritzau

7. MAJ 2020 • 20:11
Der bliver travlt med genåbningen af Danmark i de kommende uger.

Det står klart, efter at regeringen og Folketingets partier torsdag aften blev enige om en ny genåbningsaftale.

Fra på mandag kan hele detailhandlen genåbne under særlige retningslinjer, der er aftalt i det såkaldte sektorpartnerskab.

Hele den professionelle idræt får lov at åbne straks, hvis det sker uden tilskuere.

Den største del af genåbningen kommer dog til at ske fra mandag den 18. maj. Her kan restauranter og caféer servere, hvis de lever op til nærmere retningslinjer om blandt andet åbningstid og fysisk afstand.

Også 6.-10. klasserne kan komme i gang fra 18. maj. Efterskolerne kan ligeledes byde elever velkommen hjem fra 18. maj.
 

FAKTA: Disse brancher kan genåbne i fase 2

Partierne var torsdag indkaldt til forhandlinger på Marienborg om næste fase af genåbningen af Danmark.

Der er torsdag aften landet en aftale mellem partierne og eksempelvis kan storcentre nu åbne fra mandag.

Åbningen af fase to sker i mindre faser. Det betyder, at nogle kan åbne med det samme, mens andre må vente til 18. maj.

Her er en oversigt over genåbningens fase 2:

Disse må åbne med det samme:

* Professionel idræt uden tilskuere kan åbne straks.

* Udendørs idræts- og foreningsliv.

* Zoologiske anlæg, hvor gæsterne er i bil.

* Flere privatansatte kan møde fysisk ind på arbejde.

Disse kan åbne fra 11. maj.

* Storcentre og hele detailhandlen.

Disse kan åbne fra 18. maj:

* Restauranter, caféer og lignende kan åbne dørene fra 18. maj. Statsminister Mette Frederiksen fortæller på pressemødet torsdag, at det også inkluderer værtshuse. Der er dog en række retningslinjer, der skal overholdes.

* Eleverne fra 6.–10. klasse. Kommuner og skoler får lokal fleksibilitet til at tilrettelægge den nærmere organisering inden for de sundhedsfaglige retningslinjer. Det gælder også klubtilbud.

* Efterskoler.

* Folkekirken og trossamfund.

* Ind- og udlån på biblioteker.

Kilde: Statsministeriet.

/ritzau/

 

Forsamlingsforbud fortsætter

Forsamlingsforbuddet på over 10 personer vil som udgangspunkt gælde i den næste måneds tid.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Onsdag lød meldingen fra Statens Serum Institut (SSI) ellers, at det kan være en "potentiel mulighed" at hæve forbuddet til 50 personer på udvalgte steder.

Den selekterede øgning kan eksempelvis ske på skoler, på arbejdspladser eller på restauranter og caféer, lyder det fra SSI.