Magnus rydder op efter andre på havnen – helt frivilligt

Magnus rydder op efter andre på havnen – helt frivilligt
En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni sorte sække fulde af skrald har Magnus Vest Bauer samlet ved Rønne Havn. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 7. MAJ 2020 • 08:44
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
7. MAJ 2020 • 08:44
RØNNE

For et års tid siden flød sociale medier over med billeder af folk, som ryddede op i naturen. Med før- og efter-billeder dokumenterede folk i hele verden, at de deltog i det, der blev kendt som Trashtag Challenge. Dengang fulgte Magnus Vest Bauer interesseret med, og da han for nogle uger siden gik en tur på Rønne Havn, blev han mindet om sin interesse for den verdensomspændende virale kampagne.

– Jeg blev lidt inspireret, da jeg så på Reddit, hvordan man tog et billede af et sted, hvor der var en hel masse skrald, og så tog man et billede, hvor der var helt rent bagefter. Det er længe siden, jeg så det, men så kom jeg i tanke om det. Vi gik en tur dernede og så, hvor dårligt det så ud. Så tænkte jeg, at jeg ville gøre noget, og et par uger senere tog jeg mig endelig sammen til at gøre noget, fortæller han til Bornholms Tidende.

Selvvalgt projekt

Da Bornholms Tidende møder ham, går han rundt mellem stenene nedenfor Sydhavnens Grill. Han begyndte sin frivillige oprydning inden weekenden og genoptog den mandag.

– Det begyndte med, at jeg bare ville tage det stykke, hvor det var allerværst, men så så jeg, at der også var nogle steder lidt længere henne, hvor det var spredt mere ud, siger han om skraldet langs kysten.

Magnus Vest Bauer går i 7. klasse på Rønne Privatskole, men på grund af corona møder han ikke på skolen i Kandegade. Det betyder, at han har bedre tid til sit selvvalgte projekt.

– Jeg samler skrald dernede, fordi jeg har lyst til det. Det er bare for min egen skyld, siger han.

Og det er ikke noget, han deler på sociale medier, for den virale kampagne er slut for længst.


Tre kamme

Da han gik i gang, spurgte han sin lillebror, om han ville være med. Det ville han i starten, men i denne uge har Magnus Vest Bauer arbejdet alene, og det er hans plan at blive ved, så længe han finder mere skrald.

– Det er blevet til ni sorte sække nu, og der er mere endnu. Det er plastik, der er meget flamingo, og så har jeg fundet tre kamme, fortæller han med et grin.

De to første sække bar han selv fra havnen og hjem til Snellemark. Det var hårdt, så han har lavet en aftale med sin mor.

– Jeg går herned selv og samler noget skrald, og så kommer min mor og henter mig og kører skraldet og mig hjem, og når vi har nok til en trailer, så kører vi på Bofa med det, siger han.

Det er åndssvagt

Fra forbipasserende har han mest fået undrende blikke, og så er der er par stykker, der har henvendt sig til ham.

– Den første var en ældre dame, som ville takke mig på hele Rønnes vegne. Det var meget fedt, siger Magnus Vest Bauer.

Han har altid interesseret sig for dyr og naturen, og det var nok derfor, han følte sig kaldet til at gøre noget, da han så, hvor meget skrald, der lå og flød, fortæller han. Og han har en klar opfordring til dem, som smider skrald fra sig, når de færdes på havnen:

– Det er åndssvagt, det skal de stoppe med. Og det er heller ikke, fordi der mangle skraldespande rundt omkring.