Ældrerådet ser fynske samtalebokse som en løsning for ensomme ældre

Ældrerådet ser fynske samtalebokse som en løsning for ensomme ældre
Pensionister og andre på overførselsindkomst kan se frem til at modtage en check på 1.000 kroner. Modelfoto
| ABONNENT | 7. MAJ 2020 • 12:12
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
7. MAJ 2020 • 12:12
SENIORLIV

En civilingeniør på Fyn har fået en idé, der er så god, at den har fundet vej over Østersøen, hvor formand Erik A. Larsen fra Bornholms Ældreråd har taget den til sig og sendt den videre til borgmester Winni Grosbøll. Ideen er en såkaldt samtaleboks, hvor ældre på plejehjem kan få besøg af pårørende, selvom corona spænder ben for normalt samvær.

Ulla Thomsens mor bor på plejehjem i Odense. Da coronakrisen ramte Danmark, oplevede hun, hvordan moren og andre på plejehjemmet blev isoleret, og hun brugte sin faglige viden og erfaring som specialist i ren luft hos Novo Nordisk til at udtænke en løsning: En samtaleboks bestående af plexiglas og et ventilationsanlæg. Beboeren går ind fra den ene side, og den besøgende går ind fra den anden, og så kan de både se og høre hinanden på kort afstand uden smittefare.

Den historie har Fyens Stiftstidende fortalt, og Erik A. Larsen synes, ideen er så god, at han via Winni Grosbøll har opfordret regionskommunen til at tage den til sig.

– Nu kommer der jo nogle ekstra penge, blandt andet til at afhjælpe ensomheden på plejehjemmene. Bornholms Ældreråd har foreslået borgmesteren, at vi skal se på at bruge nogle af de ekstra penge på at lave en sådan samtaleboks, for der sidder på anden måned utrolig mange ældre rundt omkring, som er kede af det, fordi de ikke kan komme tættere på deres pårørende. Og den her boks skulle være rimelig sikker, også fordi den udskifter luften, siger han til Bornholms Tidende.

En på hvert plejehjem

For Ulla Thomsen er målet at lave en boks med en materialepris på under 5.000 kroner og med en sikkerhed, der svarer til mere end 10 meters afstand mellem personerne på hver sin side af plexiglasset. Hun vil rigtig gerne lægge en løsning ud, som en lokal pedel eller tømrer kan kopiere på plejehjem rundt omkring i landet, blandt andet på Bornholm.

– Det ville være rigtig godt, hvis man på hvert plejehjem havde sådan en samtaleboks. Vi synes, det kunne være spændende at få lavet sådan en for at afhjælpe det problem. Jeg får så mange henvendelser fra pårørende, som er virkelig kede af det. Det har vi foreslået, og borgmesteren har svaret, at hun giver det videre til administrationen, siger Erik A. Larsen.

Gemme til næste gang

Her på øen har både beboere på plejecentrene og deres pårørende været så heldige, at vejret generelt har været godt her på øen, siden myndighederne lukkede for muligheden for besøg. Det har betydet, at man nogle steder har kunnet sidde på terrasser med god afstand til hinanden.

– Men det kunne lige så godt have været vinter og snevejr, siger Erik A. Larsen.

Derfor synes ældrerådet, det kunne være godt med en løsning som samtaleboksen. Og de vil være gode at have, hvis eller når en ny epidemi igen fører til restriktioner på almindelige besøg på plejecentre, mener han.

– Det er ikke sådan noget, man bare smider ud. Når det her er overstået, kan man jo gemme dem væk til næste gang, der bliver behov for dem, lyder det fra Erik A. Larsen.

 
 

Om samtaleboksen

Boksen er lavet, så beboeren og den pårørende går ind fra hver sin side og sidder på hver sin side af en plexiglasvæg med små perforeringer.

Civilingeniør Ulla Thomsens mål er at lave en boks, der har en sikkerhed, der svarer til at holde mere end 10 meters afstand, selvom personerne kun er adskilt af plexiglas.

Boksen er udstyret med et ventilationsanlæg, der blæser filtreret luft hen forbi næsen på både begge personer. Det betyder, at de ikke kan smitte hinanden, selv om plexiglasset er perforeret.

En sugekanal i den anden side af boksen suger luften ud og trækker den tilbage til ventilationsanlægget.

I ventilationsanlægget sidder et såkaldt HEPA-filter, der bruges i blandt andet i laboratorier og på hospitaler, hvor der er meget høje krav til luftens renhed.

Kilde: Fyens.dk/Fyens Stiftstidende