Onsdagens leder: Almindingen ramt af centralt forbud

Onsdagens leder: Almindingen ramt af centralt forbud
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. MAJ 2020 • 13:54
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
6. MAJ 2020 • 13:54
I lørdags mødte Bornholms Politi op på travbanen i Almindingen for at besigtige, om de regler, der skal forhindre smittespredning, blev overholdt. Der faldt nogle enkelte bemærkninger, men politiet fandt ikke anledning til at gribe ind. Men da politiet kom igen om eftermiddagen, var det med beskeden om, at nu var det slut med travløb. Det skete på ordre fra Rigspolitiet.

Det er svært at få hold på, hvad der er den konkrete bevæggrund for forbuddet. For eksempel sagde politidirektør Frits Kjeldsen til TV2/Bornholm mandag aften, at de oplevelser, de to politipatruljer havde haft i Almindingen, indgår i ”en samlet vurdering”, der også omfatter andre travbaner i landet. Og denne samlede vurdering fik det udfald, at politiet definerer løbene som et arrangement, hvor der er mere end 10 personer til stede.

Måske er reglerne og formalia overholdt. Men så må man konstatere, at de betjente, der var ude for at besigtige forholdene i Almindingen ikke reagerede eller observerede i forlængelse af reglerne. For de greb ikke ind. Måske fordi det de så, overbeviste dem om, at bornholmerne sagtens kan finde ud af at overholde reglerne om at samles fornuftigt.

Betjentene så en travbane, hvor der ingen steder omkring banen opholdt sig mere end 10 mennesker, som reglerne foreskriver. Hvis der kan stå 20 mennesker i en bus eller sidde 60 i et fly, kan der også stå for eksempel 10 gange 10 mennesker i Almindingen. Det siger sund fornuft.

 
Hvordan skal tilliden mellem
det lokale politi og de lokale
borgere og arrangører bevares,
hvis det fremstår som om, at det
lokale politi ikke agerer i forlængelse
af deres egne iagttagelser?

 

Dermed tegner der sig et principielt problem: Hvordan skal tilliden mellem det lokale politi og de lokale borgere og arrangører bevares, hvis det fremstår som om, at det lokale politi ikke agerer i forlængelse af deres egne iagttagelser. Men på en kommando, der er udgået fra et centralt hold – hvor man jo ikke har været i Almindingen.

Det er forståeligt, hvis blandt andre formanden for Bornholms Travselskab, Egon Jensen, er lidt forvirret. Han har selvfølgelig taget påbuddet om at lukke travbanen til efterretning. Og han vurderer, at der er udgået et dekret fra Justitsministeriet, som er blevet meddelt politikredsene via Rigspolitiet.

”Lokalt er der ingen myndigheder, der har haft noget at indvende imod den sæsonplanlægning, vi har foretaget,” som han roligt noterer det. Og han ser frem til hvordan situationen er efter 10. maj, hvor den såkaldt anden fase i genåbningen af Danmark sættes i værk.

Travbanens situation er symbolsk for hele rigets situation. Vi har i den grad efterlevet myndighedernes dekreter og overholdt alle formalia. Vi har lagt bånd på os selv. Eksemplet fra Almindingen viser, at fornuften er udfordret.