Nabo til en falmende kronjuvel

Frugten af personfnidder, egenrådighed eller virkelighedsfjern pædagogisk sødsupperetorik blandt bestyrelsens medlemmer, lærere (og sågar enkelte elever), er det, vi nu kan høste fra den ellers så hæderkronede dannelsesinstitution Bornholms Højskole. Eller hvad?

Som det forstås, har et angreb på Knud Andersen (KA) og Allan Gardersøe (AG) helt reflektorisk rejst min værste mistanke om ugler i Vallensgaardsmosen!

Måske det hele bare er et stort sammensurium af skjulte dagsordener, som udmøntes i ad hominem argumenter, der hurtigt og let hægtes på skuldrene af den ellers så aldeles velfungerende forstander, hr. AG. Og det endda i en grad, så man undres over at denne rare, begavede og bundsolide mand overhovedet, har gidet at blive ved. Alle, der kender Allan ved, at der ikke sælges ud af principper og grundlæggende ledelsesværdier, fordi nogle for tiden er ”krænkede”. Det er jo en æressag! Og derfor kipper jeg sgu med flaget over AGs loyalitet: Både overfor KA og skolens eksistensgrundlag. Det samme gør jeg for de medarbejderne, som i loyalitet også har opsagt sine stillinger.

Mit anstrengte forhold til politikere i al almindelighed – og venstrefolk i særdeleshed - skal ikke laste en mand som KA. Han nyder med rette stor respekt fra mange kredse – selv blandt sine politiske modstandere. Ja, sågar fra Eders ringhed, der ellers er befriet for enhver form for politisk tæft. Alene rygterne om denne mand, tegner et umiskendeligt billede af en bagvedliggende myreflittig og ordentlig hædersmand: En maskinmester, som ikke er bange for at tage fat, og som arbejder med det firkantede ”noget”, som oftest sættes ind i det runde og formløse ”intet”. En mand, der kalder en skovl for en skovl, leverer ”post til tiden” og som ved, at selv de mest løsslupne ideologiske luftkasteller i sidste ende skal have et fundament at stå på: En økonomi! Han er garant for resultater og kompromitterer ikke en følgerigtig ledelse. Måske er det her den hellige gral ligger begravet?

Er der i virkeligheden tale om, at højskolen har groet en byld ved tidens cariesbefængte tand? En frontlinje mellem moderne formløshed med dens drømmerier, krænkelseskultur og infantil rettighedssyge på den ene side. Og en etisk befordret pligtkultur på den anden? Jeg tror det.

Uanset hvad, ønsker jeg kun det allerbedste for Højskolen. Det er skoler som denne, der som en sten i livets bæk, får vandet til at risle så lifligt.

Christian Froberg Dahl, Ekkodalshuset