Klaus er klar med kuglerammen

Klaus er klar med kuglerammen
Museumsleder Klaus Linnert er klar til at åbne Forsvarsmuseet, lige så snart Kulturministeriet giver grønt lys. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. MAJ 2020 • 22:46
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
6. MAJ 2020 • 22:46
RØNNE

Det er ikke forsamlingsforbuddet for grupper større end ti personer, men et åbningsforbud nedlagt af Kulturministeriet, der afholder Forsvarsmuseet fra at holde åbent disse dage.

Museumsleder Klaus Linnert fortæller, at det lille museum i Rønne ellers sigtede efter at slå dørene op 1. maj. Efter at have talt med folk i embedsværket er museumslederen optimistisk.

– Det er Kulturministeriet, der bestemmer, hvornår vi kan åbne. De forventer, at det bliver lavet om 10. maj. Hvis det sker, så åbner vi 11. maj, siger Klaus Linnert.

Han har en forventning om, at forsamlingsrestriktionerne vil blive forhøjet til 25 personer - eller måske 50.

– Men om det så var fem, ville vi også åbne, fastslår han.

Krav om handsker

I de seneste uger har museets faste stab forberedt åbningen, og gæsterne vil støde på flere coronatiltag.

– De skal tage handsker på, når de går ind. Der er håndsprit, og så ensretter vi trafikken og sætter en spærring op. Folk kan godt finde ud af at holde to meters afstand, siger Klaus Linnert.

Hvis museet skal tage hensyn til et loft over antallet af besøgende, har Klaus Linnert et hjælpemiddel ved hånden – en kugleramme, så museet kan holde styr på, hvem der går ind og ud af døren.

– Vi går og hopper lidt for at komme i gang, for vi har lavet flere nye ting, som vi glæder os til at vise frem, siger lederen af det foreningsejede museum.

En tredjedel fra Tyskland

Coronakrisen har udover den forsinkede åbning betydet, at flere arrangementer er blevet aflyst. For eksempel bliver et stort militærhistorisk køretøjstræf udsat til 2021.

Omkring en tredjedel af Forsvarsmuseets gæster er tyskere, skønner museumslederen, som er spændt på at se, om en øget tilstrømning af danske gæster på Bornholm kan kompensere for tyskernes forventede fravær.

– Vi håber at få rigtigt mange danske turister.