Huset blev bombet og manden mistede livet til søs

1945

– Da jeg ryddede op i min mors gemmer og fandt brevet, tænkte jeg, at det er nu, det skal ud.

Det siger Merete Dick fra Vang som indledning til historien om den grumme skæbne, der overgik Carla og Charles Larsen i 1945. Den 8. maj blev deres hus i Søndre Allé i Rønne offer for de sovjetiske bomber. Tre uger efter var Charles Larsen, der var maskinmester, blandt ofrene, da dampskibet Vesterhavet den 1. juni blev minesprængt i Østersøen. Han blev 42 år.

Men tilbage til brevet, som Charles Larsen den 19. maj skrev til vennerne Ellen og Folke Mogensen i København. Carla og Ellen var kusiner.

Merete Dick kom som lille pige sammen med sin mor meget hos Ellen:

– Da Ellen døde, og man ryddede op, lå brevet fra Charles i hendes efterladenskaber, og der er skrevet på konvolutten: "Dette brev har jeg lovet Kylle", der er min mor. Da jeg så ryddede op i min mors gemmer, fandt jeg brevet, fortæller Merete Dick om, hvordan brevet nu er havnet hos hende.


Det var et helvede

"Ja I undres jo sikkert på, at vi ikke har givet meget livstegn fra os på så lang tid, men den ene begivenhed har jo afløst den anden, så I får have os undskyldt", indleder Charles Larsen brevet. Han fortæller, at han havde været interneret i Sverige i en uges tid, men nåede hjem for at oplevelse vores "befrielse", som han skriver i citationstegn.

Dernæst følger Charles’ berettelse om bombardementet af Rønne:

"Jeg var heldigvis hjemme hos Carla, da de første bomber faldt. Vi sad sammenkrøbne i vor lille kælder under det første bombardement og hørte på dette helvede. Natten derpå tilbragte vi så i amtssygehusets kælder, hvorfra vi så flygtede om morgenen kl. 4. Sent vil jeg glemme disse karavaner af gamle mennesker, grædende spædbørn og ulykkelige mødre, der denne nat drog fra deres lille hjem og ud ad landevejen. Kl. 9.50 om formiddagen brød helvede løs. Vi stod dengang en masse mennesker oppe ved Nyker Kirke og så vor by og vort hjem blive totalt ødelagt".


Carla var utrøstelig

Charles Larsen fortsætter:

"Så snart de værste røgskyer og brande var drevet noget over cyklede kaptajn Møller og jeg til byen og Gud hvilket syn, ja jeg kan tænke mig, at I ikke kan gøre jer nogen forestilling om, hvad der i virkeligheden er sket, thi hvor var dog den danske radio luset med deres sparsomme meldinger allersidst i udsendelsen om at cirka 20 procent af bygningerne i Rønne var beskadiget, nej sagen er den, at 20 procent af byen er totalt pulveriseret og cirka 50 procent meget stærkt beskadiget og ubeboeligt".

Charles Larsen fandt sit eget hus stærkt raseret:

"Endskønt jeg var inde på ruinen i to dage og rydde op, før jeg turde slippe Carla ind til byen og se ødelæggelsens vederstyggelighed, så græd hun dog utrøsteligt i lange tider. Det er noget der gør ondt, kan I tro. Og så siges det endda, at Nexø er værre ramt".

Charles Larsen fortæller, at han nu "sammen med alt andet, hvad der kan flyde" sejler russiske soldater og krigsmateriel hertil fra Tyskland:

"Og sikke soldater, men det kan vi altid tale om, hvis vi ses mere. Og Tyskland, I skulle se Tyskland, det kan ikke beskrives, det må ses".

Vesterhavet

Den omtalte sejlads mellem Bornholm og Kolberg, som i dag hedder Kolobrzeg og nu er en del af Polen, blev Charles Larsens skæbne.

Han var 1. maskinmester på S/S Vesterhavet. Redningsdamperen havde egentlig – med base i Thyborøn – gjort tjeneste i Vesterhavet. Nu var den udlånt til Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866. Midt i maj 1945 blev Vesterhavet imidlertid rekvireret af den russiske krigsmarine til konvojsejladserne til Kolberg. Et stort antal tyske fanger skulle sejles til Kolberg, hvorfra de bornholmske fartøjer returnerede med sovjettropper og materiel.

Vesterhavet var den 1. juni det sidste i en konvoj på 18 skibe, der lå lige uden for indsejlingen til Kolberg. Kun én ud af de 12 ombordværende danske sømænd, der var fra 66-selskabet, overlevede ulykken, da skibet tilsyneladende ramte en kraftig mine. Det var matros Helge Werner Jacobsen fra Hasle. Han citeres i en artikel i 2003, skrevet af Bornholms Tidendes tidligere chefredaktør, afdøde Thomas Jensen:

– "Idet jeg bøjede mig ned for at tage en manila (tovende) op, gennemrystedes skibet, hvorefter jeg i en frygtelig fart blev smidt i vandet og landede vel 35-40 meter fra skibet. Det var fuldstændig væk, da jeg dukkede op af vandet. Jeg så kun en mastetop, men lidt senere fik jeg øje på en af vore flåder og kom op på den".

De nærmeste af de øvrige skibe i konvojen kom til og fik samlet de overlevende op. Det var ud over matrosen fra Hasle otte russiske soldater ud af de 225, man mente havde været om bord.

"Jeg fik lidt skrammer og fik klemt nogle ribben. Ellers var jeg sluppet med skrækken – og 14 dage efter var jeg atter ude at sejle for 66", sagde matrosen.


Et vemodigt skær

Carla Larsen blev i 1946 gudmor til Merete Dick. Carla selv fik aldrig børn.

– Carla mistede sit hus og tre uger efter sin mand. Det prægede hende meget. Der var et vemodigt skær over hende, siger Merete Dick, der fortæller, at hun efter fundet af brevet har fået en dybere forståelse af den tragedie, som ramte familien.

– Det er meget rørende at læse, siger hun.

Carla og Charles Larsen var efter at have mistet deres hus flyttet ind på et tagkammer – også i Søndre Allé.

– Huset i Søndre Allé blev genopbygget, og Carla boede i huset, indtil hun kom på Slottet (tidligere De Gamles Hjem) og døde i 1993, fortæller Merete Dick.