Her bliver antallet af p-pladser fordoblet om sommeren

Her bliver antallet af p-pladser fordoblet om sommeren
I år vil der komme dobbelt så mange parkeringpladser på den midlertidige sommer-P-plads ved Melstedvej, Gudhjem. Nemlig 200. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. MAJ 2020 • 09:15
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
6. MAJ 2020 • 09:15
Denne sommer vil der blive taget yderligere tiltag for at reducere antallet af biler i det nedre Gudhjem. Sidste år indrettede Bornholms Regionskommune i al hast 100 parkeringspladser op til sæsonen på den såkaldte hotelgrund mellem Melstedvej og Gudhjem Søpark. Det var en forsøgsordning, der skulle afgøre, om det var muligt at få folk til at parkere i det øvre Gudhjem og gå ned til havnen.

Efter erfaringerne sidste sommer tror kommunen så meget på idéen, at der i år kommer til at være 200 P-pladser på hotelgrunden. Der skal desuden opstilles et toilet ved de midlertidige parkeringspladser, ligesom der skal være mange flere skilte, der viser vej til dem. Flemming Willum, der er talsperson for Gudhjem By- og Museumsforenings trafik- og parkeringsgruppe, er meget tilfreds med udvidelsen.

– Det er en rigtig god idé at gå fra 100 til 200 parkeringspladser. Og planen er, at der til næste år skal være 300. Det kommer til at betyde, at vi får masser af kapacitet oven for byen. Vi skal have løst problemerne med det trafikkaos, der er i byen om sommeren, og det kan vi, hvis vi får flere til at gå ned.

– Det kommer også til at betyde, at der kommer flere pladser til busser. Vi har allerede plads til ti busser ved Gudhjemvej og fire pladser ved F24-tanken. Nu får vi fire ekstra pladser ved Hotelgrunden. Vi håber, at de vil blive brugt, siger Flemming Willum.

Mange nye skilte

Da Bornholms Tidende sidste sommer spurgte turister, der parkerede i nedre Gudhjem, hvorfor de ikke i stedet parkerede oppe på hotelgrunden, viste det sig, at mange ikke var klar over, at det var en mulighed. Men denne sommer bliver det som turist svært at overse de nye p-pladser. Dels vil Destination Bornholm aktivt forberede turister på, at de bør parkere i det øvre Gudhjem. Dels vil der komme tydelig skiltning i og ved byen.

– Der vil komme to former for skiltning. Dels en skiltning, der ved indfaldsvejene fortæller den kørende trafik, at det er forbundet med betalingsparkering, hvis man kører ned i byen – men at der er fri parkering på pladser over byen. Kommunen har allerede bestilt de skilte, og det bliver nogle piktogrammer med en hånd med en mønt, der viser, at der er betaling nede i byen og fri parkering oven for byen.

– Der vil også komme en anden form for skilte. De vil fra parkeringspladserne guide i alternativer til at gå ned i byen langs landevejen, fortæller Flemming Willum.

Forventer nye tiltag virker

Sidste sommer kastede avisen et blik på trafikken i Gudhjem, for at se om de 100 nye P-pladser gavnede. Det viste sig, at der – i hvert fald lige på det tidspunkt – var lige så meget trafikkaos ved havnen, som der plejer at være. Og de 100 P-pladser på hotelgrunden var ikke optaget. Det får dog ikke Flemming Willum til at miste troen på de nye tiltag.

– Der manglede to ting sidste år. Den ene var informationen via Destination Bornholm. Derudover var der ingen skilte. Dem nåede kommunen bare ikke at få sat op.

– Og jeg har altså sidste sommer flere gange været forbi hotelgrunden, hvor den var fyldt. Jeg er helt sikker på, at du vil se en ændring i år, når der kommer skiltning og information fra Destination Bornholm, siger Flemming Willum.

Ud over de nye initiativer i forhold til parkering i det øvre Gudhjem, arbejder Gudhjem By- og Museumsforening på supplerende – og mere radikale – løsninger på trafikproblemerne. Blandt andet en form for mini-bus, der skal transportere folk fra hotelgrunden og F24-pladsen, ad Brøddegade ned til havnen.