Dramaet fortsætter: Forstanders historie bliver afvist af bestyrelsen

Dramaet fortsætter: Forstanders historie bliver afvist af bestyrelsen
Der er fortsat uro på de indre linjer på Bornholms Højskole. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. MAJ 2020 • 11:47
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
6. MAJ 2020 • 11:47
AAKIRKEBY

Det igangværende drama på Bornholms Højskole, hvor både formand Knud Andersen og forstander Allan Gardersøe i sidste uge tog deres gode tøj og gik, tager nu en uventet drejning.

Her til formiddag skriver Allan Gardersøe, der nåede at være forstander i 10 måneder, inden han i sidste uge meddelte, at han forlader posten i solidaritet med bestyrelsesformand Knud Andersen, i en mail til Bornholms Tidende og TV2 Bornholm:

"Der ligger måske en rigtig interessant historie i og med at næstformanden i højskolens bestyrelse, Peter Haase, er trådt ud af bestyrelsen med øjeblikkelig virkning. Han skulle have deltaget i et afviklingsmøde i forgårs på højskolen som han selv havde indkaldt til. Inden mødet indgik han i en diskussion på Højskolens parkeringsplads med den nye formand Steen Colberg Jensen. Peter Haase forlod herefter højskolen og deltog således ikke i mødet".

Haase: Jeg sidder stadig i bestyrelsen

Både Peter Haase og Steen Colberg Jensen afviser Gardersøes påstande.

– Jeg sidder stadig i bestyrelsen, siger Peter Haase her til formiddag.

Udmeldingen kommer også bag på bestyrelsens nytiltrådte formand:

– Peter Haase er stadig medlem af bestyrelsen. Det er rigtigt, at vi talte sammen på parkeringspladsen i mandags, og at Peter kørte hjem efterfølgende. Men han sidder stadig i bestyrelsen, siger Steen Colberg Jensen til Tidende.

Ikke tale om mistillid

Knud Andersen trak sig i tirsdags fra bestyrelsen, efter at der på bestyrelsesmødet den 28. april opstod uenighed om hvorvidt en række klager over højskoleforstanderens ledelsesstil skulle drøftes med eller uden forstanderens deltagelse.

Knud Andersen insisterede på, at Allan Gardersøe skulle være til stede under drøftelsen, mens Jan Paul, Birger Nissen og Steen Colberg Jensen stemte imod. Dette blev af Knud Andersen udlagt som et mistillidsvotum, hvorefter han trak sig tilbage som formand med øjeblikkelig virkning.

Jan Paul mener ikke, at der på bestyrelsesmødet blev udvist tegn på manglende tillid, men blot at der opstod uenighed om sagen.

– Der var ikke tale om et kup eller aftalt spil, overhovedet ikke. Alle skal have en chance, alle begår fejl, det gælder også Allan. Men når der er tale om grundlæggende mistrivsel blandt elever og lærere – det bliver vi nødt til at reagere på, sagde Jan Paul torsdag den 30. april til Bornholms Tidende.

– Jeg har nok formuleret mig lidt åndssvagt, siger Allan Gardersøe.

– Jeg var i tvivl om, det var rigtigt. Jeg vidste det ikke 100 procent, så det er mig, der har taget fejl, siger Allan Gardersøe.