Fagbevægelsen kræver handleplan for ledige

Fagbevægelsen kræver handleplan for ledige
Jens Christian Olsen
| ABONNENT | 5. MAJ 2020 • 17:32
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
5. MAJ 2020 • 17:32
Den økonomiske nedgang som følge af corona rammer ikke kun virksomhederne, men har i høj grad også ramt den enkelt lønmodtager.

Selvom at staten er gået ind med hjælpepakker for flere hundrede milliarder til virksomhederne, afskediges nu i tusindvis af lønmodtagere som følge af et faldende marked.

Det er dyrt for den enkelte, det er dyrt for det danske samfund.

For at den økonomiske krise skal blive så kort som muligt, og for at erhvervslivet kan komme bedst i gang efter krisen, skal perioden bruges aktivt.

Fagbevægelsen foreslår, at den akut opståede store ledighed skal mødes af en storstilet opkvalificeringsplan til lønmodtagerne. Der bør ikke være noget, der i denne situation står i vejen for et opkvalificeringsløft af arbejdskraften. Virksomhederne har brug for det i konkurrencen efter krisen. Lønmodtagerne har tiden til det. Og det hindres på nuværende tidspunkt ikke af en akut mangel på arbejdskraft til de danske virksomheder. Tværtimod.

Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, kommer med en opkvalificeringsplan på 39 punkter.

Prisen er cirka en milliard kroner, hvilket er en brøkdel af det, der gives til det danske erhvervsliv i øjeblikket.

Jeg vil fremdrage fire centrale forslag:

1. Drop fem ugers ventetid på at ledige kan få lov til at uddanne sig inden for brancher, der mangler arbejdskraft. Det koster 52 mio. kroner. og 2500 personer ventes at gøre brug af muligheden.

2. Drop seks måneders ventetid for, at ledige faglærte kan få lov til at komme i voksenlære. Gå i gang så snart en aftale med arbejdsgiver er skrevet under. Det koster 300 millioner kroner og 1000 personer ventes at gøre brug af muligheden.

3. Afsæt flere penge til korte kurser til ledige. Der er slet ikke midler nok til korte erhvervsrettede kurser i den regionale uddannelsespulje. Det koster 50 millioner kroner., og 14.000 personer ventes at gøre brug af muligheden. Styrken ved puljen er, at alle grupper af ledige kan anvende den fra første ledighedsdag. Samtidig er den målrettet job, hvor der lokalt er mangel på arbejdskraft.

4. Giv dagpengemodtagere – faglærte som ufaglærte – 110 procent af deres dagpengesats, hvis de går i gang med ”uddannelsesløftet” – uanset branche. (Uddannelsesløftet er et tilbud til dagpengemodtagere over 30 år, som ønsker at tage en erhvervsuddannelse som voksen). Mange ledige har ikke råd til at starte på et længere uddannelsesforløb på en ordinær dagpengesats. Der er umiddelbart ikke omkostninger ved forslaget, da der allerede er afsat midler. 1.500 personer ventes at gøre brug af muligheden.

Disse fire forslag vil alene kunne hjælpe cirka 19.000 ledige videre på arbejdsmarkedet. De fire forslag koster anslået ca. 400 millioner kroner.

Lad ikke de ledige spilde tiden uvirksomt på reservebænken – opkvalificer dem til det kommende opsving.

Jens Christian Olsen,
LO Sektion Bornholm
Paradisvej 3, Rønne