Peter Juel: 12 kommuner får lavere skat - Bornholm er ikke imellem

Peter Juel: 12 kommuner får lavere skat - Bornholm er ikke imellem
| ABONNENT | 5. MAJ 2020 • 11:31
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
5. MAJ 2020 • 11:31
De 12 kommuner med den højeste kommuneskat vil med reformen af udligningen få et beløb fra staten, som de skal bruge på at sætte kommuneskatten ned med. Det fortæller folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) efter at have talt med Venstres forhandlere ved gruppemødet tirsdag morgen.

Bornholms kommuneskat på 26,2 procent er landets 15. højeste, og Bornholm vil derfor lige akkurat ikke være blandt de kommuner, der får del i den nye pulje til at sætte skatten ned med.

– Vores forhandlere har fortalt, at kommuneskatten vil blive lettet kollektivt for de 12 kommuner, der har den højeste kommuneskat, fortæller Peter Juel-Jensen.

Altså så staten udstyrer de 12 kommuner med en pose penge, der er øremærket til at sætte kommuneskatten ned for?

– Ja, siger Peter Juel-Jensen.

De 12 kommuner er Langeland (27,8 procent), Lolland (27,0) Vesthimmerland (27,0), Brønderslev (26,9), Svendborg (26,8), Ringsted (26,7), Norddjurs (26,7) Odsherred (26,6), Læsø (26,5) Kerteminde (26,4), Nyborg (26,4) og Sorø (26,4).

Peter Juel-Jensen fortæller, at han har forsøgt at få præcise tal frem for udligningsreformens konsekvenser for Bornholm, men at partierne baf forliget har aftalt ikke at slippe noget ud før pressemødet i Finansministeriet klokken 11.30.

– Jeg har prøvet at få tal på reformens konsekvenser for Bornholm. Men man har lagt en kappe ud over forhandlingerne, og forhandlerne har blandet blod på at mørklægge tallene indtil pressemødet klokken 11.30. Så det var ikke så meget tal, men mere principperne, som vi har fået igennem med reformen, som vi fik nævnt på gruppemødet, siger han.

– De principper, som Venstre har fået ind i reformen, er blandt andet, at skatten skal kunne holdes i ro hele vejen rundt i kommunerne. At vi skal have bedre balance i hele landet, og at det skal kunne betale sig at arbejde, så kommunerne ikke bliver belønnet for at have indvandrere på passiv forsørgelse, men tværtimod får incitamenter til at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

– Vores forhandlere siger, at der kommer en reel bedre balance mellem kommunerne, og det vil selvfølgelig komme yder- og økommunerne til gode, siger Peter Juel-Jensen.