Hvordan vil Bornholm tiltrække virksomheder og arbejdspladser i fremtiden?

Hvordan vil Bornholm tiltrække virksomheder og arbejdspladser i fremtiden?
Bornholm luftfoto. Arkivfoto: Per Frost
| ABONNENT | 5. MAJ 2020 • 22:43
Af:
redaktionen
| ABONNENT
5. MAJ 2020 • 22:43
Man kan ikke undgå at få kuldegysninger, når man læser befolkningsprognosen for Bornholm frem til 2026. Jeg vil her blot nævne et par ganske få tal:

Fra 2020 og frem til 2026 forventes et fald i befolkningen på 8,5 procent.

Kun aldersgruppen over 65 år forventes at stige, og for aldersgruppen over 75 år forventes en stigning fra 2014 til 2026 på næsten 50 procent, så denne gruppe vil udgøre knap 20 procent af befolkningen i 2026.

Der har tidligere været gjort forsøg på at ændre denne udvikling ved etablering af Vækstforum Bornholm og Business Center Bornholm. Spørgsmålene i denne sammenhæng er enkelte – har der været gjort nok? Har det været målrettet nok?

Der er ingen tvivl om, at Destination Bornholm har gjort et kæmpe godt stykke arbejde i forbindelse med at tiltrække turister og få udvidet turistsæsonen. Men har arbejdet med at tiltrække virksomheder og dermed arbejdspladser, iværksættere og tilflyttere til at udfylde de nye jobs været tilstrækkelig, siden vi ser en så negativ befolkningsprognose.

Jeg ved godt, at der lige nu er positive meldinger om vækst i forbindelse med en forestående havvindmøllepark ved Bornholm. Men hvad har vi som ø ellers tiltrukket af virksomheder inden for de seneste tre år og hvor mange arbejdspladser – hvilke brancher kommer de fra?

Kan politikerne forestille sig, at ved at styrke indsatsen - investere i at tiltrække yderligere virksomheder, så er sådan en indsats hele investeringen værd. Særligt i forbindelse med etableringen af den nye havvindmøllepark, så vil Bornholm stå med en gylden chance for at tiltrække andre fag end blot dem, som er rettet mod etablering og drift af parken.

Hvad gør BRK i den sammenhæng – har man tænkt sig at satse ekstra? Har man en rådgivende gruppe af øens erhvervsliv, der kan supplere Business Center Bornholms indsats? Var det klogt at reducere BCB’s budget ved seneste budgetforlig?

Der er ingen tvivl om, at der skal en ekstraordinær indsats til for at få vendt udviklingen og få tiltrukket både virksomheder, arbejdspladser og medarbejdere/tilflyttere.

Ralf Marcoux Skovgaard, Melstedvej 5, Gudhjem