De glemmer det aldrig

BEFRIELSEN

I aftes var det 75 år siden, at danskerne over radioens BBC i London kl. 20.30 blev informeret om, at tyskerne havde kapituleret i Anden Verdenskrig. Og at Danmark herefter atter var frit efter fem besættelsesår.

For folk under 70 må ”De fem forbandede år” fremstå som noget fjernt fortidigt, som forældre, bedste- og oldeforældre har fortalt om. Akkurat som krigen 1864 fremstod for den generation, som gjorde besættelsesårene med.

Men de, som oplevede befrielsesbudskabet 4. maj om aftenen over den engelske radio, glemmer det aldrig. Det var jo langt før det nu så allestedsnærværende fjernsyn var opfundet og fik revolutioneret menigmands globale udsyn.

”Sig det for fanden”

Den aften sad de fleste, som havde radio – og det var ingenlunde alle dengang, hvor utroligt det end må forekomme i nutidens øren – med hovederne inde i højttalerne, mens klokken nærmede sig 20.30, hvor der kom nyheder på dansk fra London.

Netop den aften var de tyske støjsendere temmelig pågående, men man kunne dog opfatte, at de første fem-seks minutters udsendelse ikke havde noget nyt af betydning.

Så kom der en pause, fordi speakeren Johannes. G. Sørensen havde fået et regulært stød i ryggen af en fremstormende kollega. ”Tyskerne har kapituleret, Johs – sig det for fanden”.

En oktav op

Og Sørensen, som ellers var en mester i neutral moduleret stemmeføring – røg en hel oktav op i røsten, inden han udtalte de uforglemmelige ord:

”I dette øjeblik meddeles det, at feltmarskal Montgomery har oplyst, at alle tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og DANMARK har overgivet sig.”

Berømmelsen som ”Manden med guldstemmen og frihedsbudskabet” kunne i efterkrigsårene indimellem være belastende for Johannes G. Sørensen, der i 1950’erne flyttede til Bornholm, hvor berømmelsen mestendels var ”udenøs”.

Lykken i Gudhjem

Han stammede fra Horsens. I begyndelsen af besættelsen blev han ansat ved Pressens Radioavis, men kom i september 1944 på John Christmas Møllers foranledning til London.

Efter krigen arbejdede han en tid i det Berlingske hus, inden han på en vandretur mellem Gudhjem og Salene mødte Lilli Skjoldager, som han blev gift med og flyttede til Gudhjem og Dagbladet Bornholmeren.

Fra 1968 nød han sit otium i Rønne, hvor han døde i 1989 og er begravet på Rønne Kirkegård. Denne artikels forfatter fik tilbudt hans pibesamling, mens Bornholms Museum modtog hans scrapbøger og en plade med frihedsbudskabet.