'Det er en udfordring at få familielivet til at hænge sammen'

'Det er en udfordring at få familielivet til at hænge sammen'
Frits Kjeldsen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 4. MAJ 2020 • 05:58
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
4. MAJ 2020 • 05:58
Bornholms konstituerede politidirektør Frits Kjeldsen havde kun været på Bornholm i en måned, da coronavirussen ramte, men han er vant til at håndtere kriser.

Hvordan har det været som ny mand på posten at skulle træde ind i det bornholmske beredskab og være med til at håndtere coronakrisen?

– Det har været en meget positiv oplevelse og en motiverende opgave. Det at møde en politikreds af denne størrelse, og den måde, den er meget tæt på sine omgivelser og forankret på Bornholm, er måske anderledes end mange andre steder. Der er ingen tvivl om, at medarbejderne er meget dedikerede og kompetente.

– Coronakrisen er selvfølgelig en udfordring. Jeg har erfaring med at arbejde med krisestyring, og det har andre her i huset også, og på den måde er det en god anledning til at komme rundt om hinanden på. Samarbejdet i politikredsen har gjort, at vi har lært nogle ting på rekordting.

– Ud over at jeg har fået nogle gode relationer internt i huset, har jeg også fået gode relationer eksternt, hvor vi har et fantastisk samarbejde i den lokale beredsskabsstab.

– Jeg var også ret nystartet som politiinspektør i Syd- og Sønderjylland med ansvar for beredskabet og det operative, da den store flygtninge- og migrantstrøm kom til Danmark i 2015 og gik på motorvejen. Jeg har også været med til at håndtere bandekonflikter i Østjylland.

Hvordan ser du politiets rolle i coronaindsatsen?

– Vi ser det som en vigtig opgave at sikre, at folk holder afstand for at undgå smittespredning. Vi er både med til at styrke kommunikationen, rådgive, vejlede og håndhæve reglerne.

– Jeg synes, at vi på Bornholm har været gode til at efterleve anbefalingerne, og der en stor lydhørhed i befolkningen i forhold til, hvad politiet og myndighederne siger, hvilket skaber et godt fundament for at komme igennem en situation som den her. Men den gradvise åbning vil betyde flere folk i gaderne, og i det gode vejr vil man også søge til de populære udflugtsmål. Der er noget, vi skal være opmærksomme på.

Hvilke udfordringer er det, at politiet har i denne tid?

– Der er fordele ved at være et lille sted, men her bliver det hurtigt svært, for vi har fået en ny opgave med grænsekontrol på Rønne Havn, og vi har ekstra patruljer på gaden. Det kræver selvfølgelig ekstra ressourcer. Folkene på politigården i Rønne arbejder meget, og vi har haft tilgang af mandskab fra Sjælland.

Hvordan får du familielivet til at hænge sammen?

– Det kan være en udfordring. Det er jo ikke blevet nemmere at komme til og fra Bornholm fra det midtjyske. Før coronaen kunne man flyve fra Karup til Bornholm, men det kan man ikke lige nu. Jeg er ikke hjemme i Silkeborg i hver weekend. Min kone har til gengæld arbejdet hjemme, så hun har kunnet tage herover, og så har vi kunnet opleve Bornholm om aftenen og i weekenden.

Har du tid til fritidsinteresser?

– Det bliver ikke til meget nu, ud over en løbetur i ny og næ. Jeg har en kajak liggende i Silkeborg, og så har jeg købt en guitar, for jeg spillede lidt som ung og vil gerne genopfinde det.

 
 

Frits Villy Kjeldsen

48 år.

Bor i Silkeborg.

Har haft ledende stillinger inden for politiet i mange år, senest som stabschef ved Østjyllands Politi.

Konstitueret politidirektør ved Bornholms Politi, frem til den 31. juli.

Modtog i 2018 ridderkorset af Dannebrogordenen.