I ottende uge ved vi ingenting

Forvirret? Ja, det er vist et ord, der passer meget godt lige i disse dage. Så må man køre trav – så må man ikke, så er der uddelt påbud forskellige steder – så tegner man firkanter eller opsætter bokseringe (Odense) i stedet, så vi kan se, hvor meget plads, fem mennesker kræver. Der bliver afholdt større koncerter og gudstjenester hvor folk ”bare” sidder i deres biler, og der er fyldt i Bilka lørdag formiddag. Men hver person skal holde to meters afstand – også i køer, og det gælder vel egentlig også i en bil?

Og hele tiden har vi den magiske dato foran os: 10. maj, den dag fase 2 i genåbningen skal starte – men hvad den så reelt består af, er der jo ingen, der reelt ved, jo måske ved de det i Folketinget, men os andre der (måske) skal agere i den kommende fase, vi ved ingen verdens ting. Men vi er alle sammen rigtig gode til at gætte, så det gør vi i stor stil, og når vi har gættet, så skriver vi det på de sociale medier, og så er det pludselig et faktum og det, man retter sig efter. Altså lige indtil politiet melder noget andet ud.

 

Hverdagen

Mie Hjort, leder af kulturhuset Svanekegaarden, skriver om hverdagen.

 

Svanekegaarden lukkede ned den 12. marts, og vi blev hjemsendt, og i det første stykke tid blev vi holdt ajour med mange pressemøder, der blev oprettet den ene hjælpepakke efter den anden, og man følte sig på en eller anden måde i trygge hænder, man blev vejledt og taget hånd om, man vidste sådan nogenlunde hvordan man skulle forholde sig. Selv dronningen kom på banen og hjalp os med at rette ind. Der var tryghed midt i elendigheden.

Men nu, hvor vi er i den ottende uge, ved jeg i hvert fald ingen ting.

Med hensyn til Svanekegaarden så meddeler Kulturministeriet, at de har travlt så ”vores hjælpepakker” tidligst vil åbne midt i maj! Der er ikke engang lavet retningslinjer – så kan vi leve eller skal vi lukke helt – som så mange andre har måttet gøre? Jeg ved det ikke, og ved egentlig heller ikke hvordan jeg skal finde ud af det.

Med hensyn til privatpersonen Mie, der nu mere eller mindre har været i isolation i otte uger, ja rygterne svirrer. De forskellige styrelser og medier melder forskelligt ud, der er ingen pressemøder, der kan sætte det hele lidt på plads, og mange gør lidt som de selv mener er forsvarligt. Jeg kan sagtens forstå at regering, folketing og de forskellige styrelser har travlt, men hvad med os? I krisetider er der borgfred – den er der bestemt ikke mere, vil det så sige at krisen er slut? For jeg må jo et eller andet sted tro på, at vores politikere ikke vil bruge tid på at skændes, hvis Danmark er i krise – eller?

Jeg er forvirret men jeg håber på, at den famøse dato 10. maj kan hjælpe.