Anekdoten sagde, at far fik bank af tyskerne – efter befrielsen

BEFRIELSEN

”DANMARK FRIT”. De to ord står med versaler hen over hele forsiden af avisen. Og nedenunder kan man læse, at alle tyske styrker i Danmark, Nordvesttyskland og Holland har overgivet sig til 21. armégruppe med ”virkning fra kl. 8, dobbelt britisk sommertid”.

Det fremgår også lige under jubelbudskabet, at der er lavet en ny midlertidig regering på 18 medlemmer, og at Rigsdagen ”antagelig” træder sammen i dag.

Datoen på avisen siger lørdag den 5. maj 1945. Avisen er Aarhus Stiftstidende. Hvilket der er en helt særlig årsag til.

For netop denne udgave af Aarhus Stiftstidende har levet et næsten sagnomspundet liv i min bevidsthed de seneste år. Flere gange har min gode fætter i Hinnerup ved Aarhus fortalt en anekdote, der angiveligt skulle have sin dokumentation og sit udspring i netop denne avis fra denne dag. Og nu har jeg fået den.

Indespærret igen

Anekdoten handler om min far, der i dag er 98 år. Tyskerne skulle have taget ham til fange på dagen for befrielsen, lyder historien. Paradoksalt sidder han i dag nærmest indespærret i sin lejlighed og har svært ved at besøge min mor, der er 92 år, på plejehjemmet, hvor hun bor. Myndighederne taler i disse dage om at åbne for besøg, hvilket jo i sig selv har en slags grotesk parallel til tiden efter besættelsen, hvor livet foldede sig ud igen. Det er snart otte uger siden de så hinanden sidst; normalt mødes de hver dag.

I dag er det en modstander af en helt anden kaliber, der har sat sig på hans og mange andre ældres liv. Og det er en helt anden historie end den, der skal fortælles her.

Var han i kløerne på tyskerne?

Min fætter, der er nogle år ældre end mig, har nogle gange forklaret mig, at far på dagen for befrielsen faldt i kløerne på tyskerne. Far har aldrig selv nævnt historien, og han ved heller ikke, at jeg skriver disse linjer. Han vil ikke bryde sig om opmærksomheden. Nuvel, den får han. Og han opdager det jo nok, når Bornholms Tidende som vanligt bliver leveret på hans adresse i Esbjerg. Han følger jo med i mit liv.

Historier, der fortælles igen og igen, har det med at fjerne sig så meget fra deres oprindelige forlæg, at de får en næsten mytisk klang. Det bliver selve genfortællingens rituelle repetition, der overtager og bliver det vigtigste. Vi mødes i genfortællingen, og vi ved godt, at den nok ikke længere er helt sand, som i betydningen lig det oprindelige. Og det gør for det meste ikke noget, for vi gentager et budskab båret af en bestemt moral, som bliver den nye sandhed. I dette tilfælde: far var lidt af en helt. Han havde udvist mod.

Det er en historie enhver søn vil være stolt over og tage til sig. Men jeg er jo også journalist. Og jeg vil gerne vide, hvor anekdoten og myten tager over, og hvor virkeligheden begynder.


En tospalter på side to

Avisen ankom i sidste uge i et stort anbefalet brev, som jeg måtte hente i postbutikken. Min fætter havde fundet den under en systematisk oprydning i kælderen. Nu ligger den her ved siden af mig i sin patinerede autenticitet. Og det er ikke forsiden, der har min største interesse. Nej, jeg skal ind på side 2. To spalter nederst til højre. Samlet set en artikel, der fylder cirka en sjettedel af en stor avisside. Det må være den her. Jeg tror, den er god nok:

”Hvordan Kapitulationen blev modtaget af SS” lyder overskriften. Og i linjen nedenunder bekendtgør Aarhus Stiftstidende: ”Vor Medarbejder, der blev anholdt, skildrer sine Indtryk fra et kort Ophold på Politigaarden.”

Disse ord i Bornholms Tidende skrives søndag den 4. maj. Det er 75-årsdagen for befrielsen. Og jeg ved nu, at jeg sidder med den avis, der kan fortælle den historie, far aldrig selv har fortalt. For jeg kan se, at det er hans signatur, der står kursiveret under artiklen.

”Jeg er ikke inspireret”

Far er dagbladstegner. Nogen ville sige at han ”var” tegner, for han tegner ikke mere. Men hans identitet er stadig at han er tegner. Han er ældste medlem af foreningen Danske Bladtegnere. Og mine stærkeste barndomsminder knytter sig til, at han var tegner. Og at han tegnede.

I min lejlighed i Rønne hænger en kalender fra 1974 som jeg troligt vender månederne på, selv om datoer og ugedage jo ikke stemmer altid. Det er hans tegninger fra området omkring Varde Å, hvor jeg voksede op.

Han tegnede for lokalavisen Vestkysten, der senere blev til JyskeVestkysten, og havde kontor oppe under taget på bladhuset på banegårdspladsen i Esbjerg. Det skete, jeg tog bussen – Vardebussen – den halve time fra barndomshjemmet ind til Esbjerg og gik op på hans kontor, hvor han sad fordybet. Ofte tegnede han videre uden at kigge op, før vi spadserede ud i byen sammen, måske for at få en pølse på torvet – på de gode dage.

Jeg er rundet og dannet af den tegnede reportage, der dengang fast ryddede forsiden hver lørdag, og var skattet af mange af de faste læsere. Det at arbejde tålmodigt og lade sig føre af inspirationen. Der er dage, hvor man ikke kan tegne. ”Jeg er ikke inspireret i dag,” kunne far sige. Og sukke. Og prøve forfra. Som der er dage, hvor det er svært at skrive.

Heldig – eller uheldig

Hvad skete der med far den 4. maj 1945?

Det typografisk fremhævede anslag på fars reportage lyder:

”Det tyske Sikkerhedspoliti i den gamle Politibygning i Mejlgade i Aarhus modtog Meddelelsen om Kapitulationen i Danmark med Smil, beretter ”Deres udsendte Medarbejder”, der var så heldig eller uheldig, om man vil, at være interneret i det tyske Politis Hovedkvarter netop i det lykkelige Øjeblik, da Meddelelsen om, at Tropperne i Danmark havde kapituleret, forsinket fandt Vej ind gennem SS’ Pigtraadsafspærring.”

Sådan starter artiklen.

Det er en meget klassisk tone for min far. Underspillet, distanceret og lun. For eksempel sætningen ”der var så heldig, eller uheldig, om man vil …”

Ud fra en journalistisk betragtning er det jo et scoop at befinde sig bag modstandernes administrative tropper, og kunne iagttage deres reaktion – de smiler.

Men menneskeligt er det vel nok det sidste sted man ønsker at være i de minutter tyskerne opdager, de har tabt krigen. Men far vælger at gå med humoren i stedet for at overspille dramaet, hvilket mange ville være forfaldet til.

Det slår mig, hvad jeg selv kan lære om livets proportioner, ved at læse den lille indledning. Måske kan vores tid også lære noget. Noget om, at tage tingene med et smil. Det samme smil, som – overraskende for mig – bredte sig ud over tyskerne ansigt, da det hele var definitivt tabt. På trods af, at rædslen også måtte have krævet plads.

Hevet ind gennem afspærringen

For at gøre en lang og spændende historie kort, så fremgår det af fars reportage, at han netop havde modtaget budskabet om overgivelse via ”Englands Frihedssender” og derpå havde bevæget sig ud i gaderne i Aarhus, drevet af sit journalistiske instinkt og med sin skitseblok i hånden.

Hans mål var politigården, fordi han ønskede at få et indtryk af, hvordan tyskerne modtog meddelelsen.

Men tyskerne havde 10 minutter efter frihedsbudskabet endnu ikke opdaget, at de havde overgivet sig. For en ung vagtpost vender sig om og får øje på tegneblokken i fars hænder. Tyskeren spænder sin maskinpistol og stikker den i maven på far og konstaterer derpå, at det er ham, far har tegnet skitser af på blokken.

”Så bliver jeg halet ind gennem Afspærringen under Forsikringer om, at han skal ingen genere!” skriver far.

På dansk kommanderer tyskeren: ”Stil dig der” – og far beskriver derpå afstraffelsen:

”Et ”Højrehaandsstød og et Venstrehaandsstød lander på Synderens Kæbeparti, men inden han kommer længere, blander en ældre tysker sig i det og standser den muntre leg.”

Derpå sender tyskerne far alene ind mod bygningens midte, hvor han farer vild i de mange gange med SS-kontorer.

Den indre frihedskamp

For mig er det episk; jeg ved ikke, hvordan det opleves for læserne af Bornholms Tidende. Men det, at referere til bokseterminologien – højre- og venstrehåndsstød – skaber en klar reference for mig til min fars opvækst.

De var seks søskende, hvoraf fem var brødre. Jeg tror ikke, de boksede, det ville deres strenge fader fra sin myndige position som dannet patriark næppe tolerere. Men de vidste helt sikkert, hvordan et godt slagsmål så ud, og de kendte terminologien fra boksningens univers. For det er gode ord, der kan bruges metaforisk i mange sammenhænge. Og ord og fortælling var og blev deres liv. To blev præster og tre blev journalister. Og søsteren blev skolelærer dengang det hed lærerinde.

 

Tænk sig, at have det til gode endnu efter et langt fælles liv. Det bedste. Historien om dengang, far fik bank af tyskerne … efter de ellers havde overgivet sig

 

Jeg kan mærke fars glæde ved at bruge de ord, selv om jeg ikke tror, han selv har været i infight. Anden end den sproglige, som han og jeg også tog nogle omgange med, da jeg var dreng. Vi kæmpede med ord, jeg for at få ret og føle retfærdigheden, han for at forsvare sin autoritet.

For hvor han voksede op med fire brødre, voksede jeg op med fire søstre. Og ofte endte kampen om skylden med, at det var mig pilen pegede på, hvorpå jeg greb til ordet og udfordrede ham. Kastede ham retorisk rundt, så godt jeg kunne, for selv om jeg ikke fik ret, så ville jeg kæmpe for at vise, at jeg havde det. Drengens egen lille frihedskamp.

Her bor de jo fint …

Jeg fornemmer, at vi skal finde en afslutning. At fars artikel først og fremmest er en del af mit univers, og måske ikke følges med samme interesse af læserne af denne artikel.

Det, der sker nu er, at fars forgæves forsøger at finde vej ud af politigården, hvor han passerer adskillige tyskere, der endnu ikke har opfanget frihedsbudskabet. Han bluffer sig rundt – og genfinder i sin tekst, skrevet på dagen få timer efter, sin humor. Det lyder:

”Her bor de jo rart. Se Uniformsjakken på Skrivebordsstolen dér, Støvlerne i Hjørnet og Avisen paa Gulvet. Så hjemligt er det alt sammen. Og midt paa Bordet staar en Radiomodtager tændt. Det er næppe England, de har hørt, for nu bliver jeg forstyrret af Mænd, der træder ind, tydeligt ophidset: - Wir haben kapituliert!”.

Tyskerne har opdaget, at de har overgivet sig.

Far bliver nu nærmest venligt fulgt ud af politigården af tyskerne. Og de sidste fem sætninger i hans reportage lyder:

”Det sidste, jeg saa, inden jeg gik, var en stor tysk Politiofficer med et rundt, rødmosset Ansigt, der smilede lykkeligt som et Barn, der ser et Juletræ, og sukkede: Vi har kapituleret.”

Det bedste har jeg til gode

Nu kender jeg sandheden. Anekdoten er blevet revet ud af det mytologiske univers og over i en konkret virkelighed. Jeg har fortalt beretningen til mine egne tre sønner, og undrer mig over, at far aldrig har fortalt den til mig selv.

Måske er det godt. Det betyder, at jeg næste gang jeg besøger ham, kan tage avisen og artiklen med. Vise ham den. Og høre hans reaktion.

Tænk sig, at have det til gode endnu efter et langt fælles liv. Det bedste. Historien om dengang, far fik bank af tyskerne … efter de ellers havde overgivet sig.