Villumsens opskrift på en grøn ø

Tillad mig; jeg kan vel stadigvæk kalde mig ny på Bornholm, i den forstand, at jeg stadig lidt står som en iagttager af en landsdel, hvor jeg absolut ikke forstår alt. Langt fra.

Der er en del mysterier, hvis jeg skal være ærlig, som for eksempel hvor meget de underjordiske i virkeligheden bestemmer. Og hvor meget I – vi – tror på at de bestemmer. Og om det er noget, vi leger.

Jeg funderer også fra tid til anden over, hvorfor nogle bornholmere går så meget op i om man er rigtig bornholmer og opfører sig som sådan en. Den til tider lidt stædige fastholdelse af, at man hurtigt skal placeres i en bestemt geografisk kategori, har jeg aldrig oplevet tidligere. Hverken da jeg boede og voksede op i Vestjylland eller senere, da jeg flyttede til det nordlige Sjælland. Og københavnerne er fuldstændigt bedøvende ligeglade med om man er københavner.

Faktisk tør jeg godt sammenfatte, at i andre landsdele, hvor jeg har boet, bliver en dansker fra en anden region nærmest betragtet som et lidt eksotisk tillægstal på en lottokupon: Måske vinder vi noget! Det er ganske vist usandsynligt, men muligheden er der. Så tak fordi du flytter over til os.

Jeg er ikke helt sikker på, at man som tilflytter til Bornholm vil sige, at det er den første og eneste følelse, der strømmer en i møde. Uden at ordet ”nitte” rinder mig i hu, så er det en fortsat kilde til undren, hvordan ens geografiske og genetiske forlæg forventes af have indflydelse på personligheden og ens mulige nytteværdi.

Jeg tænker over hvorfor. Og når jeg har fundet ud af det, skriver jeg en klumme om det. Det skal nok blive spændende.

Jeg har stadigvæk også lidt problemer med trafikken. For at være mere konkret, så er jeg i tvivl om hvorvidt bornholmske bilister rent faktisk holder tilbage ved fodgængerfelter, hvis de kan se, at en spadserende nok har intention om at krydse gaden via det stribede felt. Sådan som loven foreskriver. Eller om de tværtimod sætter farten op.

Der, hvor jeg kommer fra – senest er det den del af det nordlige Sjælland, hvor vi er alarmerende tæt på udkanten – er der slet ingen tvivl. Bilister holder generelt ikke tilbage. Tværtimod forventer de, at fodgængeren lige lader bilen passere. Det har jeg så måtte forklare mine børn: At striberne i fodgængerfeltet faktisk er et symbol for et minefelt, man kun skal betræde med største forsigtighed.

 

Nogle bornholmske bilister holder rent faktisk højligt tilbage. Det er så dejligt, for så kan man hilse pænt på dem – og de smiler tilbage

 

Men nogle bornholmske bilister holder rent faktisk højligt tilbage. Det er så dejligt, for så kan man hilse pænt på dem – og de smiler tilbage. Måske derfor er jeg blevet lullet ind i en falsk tryghed – hvilket forleden gjorde, at jeg måtte bremse op og træde tilbage, fordi en bus tydeligvis var noget bagud i forhold til køreplanen, da den passerede brostenene på Store Torv i Rønne.

Jeg tror dog, den indhentede det fornødne, inden den ramte området ved Nordskoven.

Som ny er der ganske enkelt meget, der kan undre.

Men det, der undrer mig allermest, det er spørgsmålet om den grønne ø. Som I kan se, har Villumsen tegnet en sprudlende og energirigtig grøn ø.

Lad mig indskyde: På grund af en større omlægning af avisen, den slags skal jo til, så vi både kan fastholde og udvide læserskaren, havde jeg småtravlt torsdag, hvor vi sætter tegningen i gang. Villumsen og jeg.

Ideen var derfor måske ikke helt skarp. ”Jeg synes, vi skal tage fat i den pris, Bornholm har fået, som den mest ambitiøse grønne ø i Europa,” vævede jeg – og skyndte mig så også at markere, at vi nok skulle være lidt kritiske. Vi er trods alt en avis.

”Min tone vil nok være, at det næsten er for godt til at være sandt. Er vi nu så grønne, som prisen siger?” fulgte jeg op.

Villumsen nøjedes med tørt at konstatere, at den var svær.

 


Men nu er han jo færdig, og jeg sidder her alene med teksten. Det er heller ikke helt nemt, Villumsen!

Det, der skaber forvirringen hos mig er, at jeg er en type, der betjener mig af flere nyhedskanaler. Jeg kan for eksempel godt finde på både at læse om en sag på Bornholms Regionskommunes hjemmeside – og så bagefter tjekke, hvad kilder på for eksempel det sociale medie Twitter mener om samme sag.

Her må jeg sige, at der godt kan være en vis uenighed. Og jeg skynder mig at tilføje, at jeg ikke har belæg for at afgøre, hvem der har mest ret. Eller rettere: Hvilken version af virkeligheden, der mest ligner en slags sandhed.

Er Bornholm så grøn, som nogen går og siger – især kommunen? Ja måske. I hvert fald har vi lige vundet en stor konkurrence og fået over 3,5 millioner kroner ned i kommunekassen, hvilket er godt, for den kan godt være ret tom, hvis udligningsreformen falder uheldigt ud. Hvilket er en anden sag.

Bornholm er kåret som den mest ambitiøse europæiske ø hvad angår grøn energi og inddragelse af borgerne i den. Det understreges i materialet, at vi har vundet foran godt 2.000 andre beboede europæiske øer.

Men præcis som dengang, hvor Bornholm blev kåret som Europas næstbedste europæiske ferieø af et udenlandsk magasin, hvis navn ingen kan huske i dag, så efterlades vi med en undren: Hvor mange øer deltog i konkurrencen? Og hvem afgør, om man vinder.

Vi ved, at Samsø blev nummer to, så de deltog i hvert fald også. Og Orkneyøerne blev nummer tre. Så det er tre. Men hvad med de 2.000 andre – var de også med i kapløbet? Eller var vi kun syv?

Vi ved også, at der blev brugt over en måned på selve den ansøgning, der udløste prisen, og at mange aktører i kommunen var med til at skrive ansøgningen, der var på over 100 sider.

På den baggrund gætter jeg på, at alle over 2.000 øer næppe har deltaget i konkurrencen.

Og hvis man lytter til stemmerne på Twitter, der godt kan være lidt skingre og ikke altid lige vedlægger dokumentation for påstandene, så er Bornholm sine steder nærmest en sort ø. Fordi der for eksempel fældes megen skov for at skaffe flis til den biomasse, der tæller positiv i det grønne regnskab.

 

Borgmester Winni Grosbøll har sagt,
at nu skal der kigges på om vores transport
kan blive mere grøn.

 

Ikke sandt – det er svært at afgøre, hvad der er op og ned. Men borgmester Winni Grosbøll har i hvert fald sagt, at nu – da vi har vundet – skal der kigges på om vores transport kan blive mere grøn.

Og det er så her Villumsens vision kommer ind i billedet. Jeg synes, at Villumsens tegning kan betragtes som en manual. Politikerne kunne få den forstørret og hængt op i salen, hvor der normalt holdes kommunalbestyrelsesmøder. Og hver gang, de var i tvivl om, hvad de havde lovet og hvad de manglede, så skulle de tjekke Villumsens streg.

Har vi færger, der sejler på grøn energi? Nej, det har vi ikke endnu.

Har vi busser, der kører på grøn energi? Det blev der talt meget om i 2017. Nej, de blev aflyst i 2019 fordi det var for dyrt kun at købe to – lød forklaringen. Og den bus, der ikke holdt tilbage for mig, kørte helt tydeligt på diesel.

Har vi flyvemaskiner, der flyver på grøn energi? Nej, det har vi ikke.

Virkeligheden er konkret. Og hvad nu, hvis vi brugte de 3,5 millioner kroner, vi vandt på den over 100 sider lange ansøgning, som det havde taget en måned at skrive på at købe busser, der ikke bruger diesel. Og forberede en fremtid med elfærger? Jeg er sikker på, at den slags ville fjerne enhver tvivl om, hvor grøn Bornholm er.

Det er i virkeligheden helt enkelt. Gør som Villumsen siger!

Fra næste uge hedder dette opslag Villumsens Verden. Det vil fremover bestå af langt færre ord og en noget større tegning. Begge dele for at løfte kvaliteten af avisen.