Glad formand for Rønne Svømmehal: Afgørende nødvendigt at vi fik kommunal bevilling

Glad formand for Rønne Svømmehal: Afgørende nødvendigt at vi fik kommunal bevilling
Thomas Bay Jensen, formand for Rønne Svømmehals bestyrelse. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 2. MAJ 2020 • 11:22
Af:
laust jordal
| ABONNENT
2. MAJ 2020 • 11:22
Torsdag vedtog kommunalbestyrelsen at bevilge 1,6 millioner kroner til en hurtig nødreparation af Rønne Svømmehals tag.

En vandskade, der blev opdaget i februar 2019, betyder, at tagkonstruktionen i dag er så gennemvædet, at der er stor risiko for, at der udvikler sig svamp, og dermed kan der være en sundhedsrisiko for svømmehallens gæster og medarbejdere.

Formand for Rønne Svømmehals bestyrelse Thomas Bay Jensen er tilfreds med, at kommunen har valgt at afsætte penge til renoveringsprojektet.

– Vi er glade for, at man vil bakke op om det fra kommunens side, så man stadig kan have en svømmehal for skolerne, børn og unge, foreninger og klubber. Det er afgørende nødvendigt, at vi fik denne bevilling, siger Thomas Bay Jensen.

– Hvis ikke vi kunne foretage en renovering af taget, ville vi risikere at skulle lukke, siger han.

Arkitekterne hos Steenbergs Tegnestue har sat prisen for den mest nødvendige renovering til godt 2,5 millioner kroner. Ud af det beløb har svømmehallen kun 600.000 kroner til projektet. 200.000 kommer fra Sparekassen Bornholms Fond og 200.000 kroner fra Brdr. Larsens Legat. De sidste 200.000 kommer Rønne Svømmehal selv med. Dermed manglede svømmehallen 1,956.250 millioner kroner, som man havde søgt om hos kommunen. Kommunen får en del af momsen på projektet refunderet, og derfor lander udgiften i sidste ende på godt 1,6 millioner kroner, som svømmehallen altså nu har fået bevilget.

Påbegynder renovering til sommer

Thomas Bay Jensen anslår, at byggeriet kan begynde ganske snart.

– Jeg regner med, at vi kan starte byggeriet allerede her til sommer, måske inden vi kommer ind i juli. Steenbergs Tegnestue er ved at få de sidste projektdetaljer på plads, så projektet kan komme i udbud, og så regner vi med at kunne sætte arbejdet i gang her sidst i juni. Så det er lige om lidt, siger Thomas Bay Jensen.

– Men det er også en sag, der har stået på i rigtig lang tid. Vi opdagede vandskaden i februar sidste år, så det har taget forholdsvis lang tid at skrabe de midler, der skal bruges, sammen, siger han.

Rønne Svømmehal er som mange andre ramt af coronanedlukning. Men selv hvis svømmehallen skulle få lov til at åbne igen snart, så vil renoveringsarbejdet ikke betyde, at svømmehallen må holde lukket under arbejdet.

– Vi regner med at kunne holde åbent, mens tagkonstruktionsarbejdet står på. Hvis vi får lov til at åbne igen, når man begynder at lukke mere op for samfundet, så vil det altså ikke betyde, at vi kommer til at blive ramt af yderligere nedlukning. Det er vi meget glade for, siger Thomas Bay Jensen.

Renoveringen af svømmehallens tagkonstruktion vil komme til at tage mellem otte og ti uger, anslår bestyrelsesformanden. Hvis arbejdet kommer i gang planmæssigt i starten af juli, skulle det gerne være færdigt i løbet af september, inden efterårets våde vejr sætter ind. Reparationen af taget vil kunne komme til at sikre svømmehallens overlevelse de næste 10 års tid. Inden da er det planen, at en nybygget svømmehal skal stå færdig.