Minder om 1. maj og tre S-statsministre i coronaens skygge

1. maj 2020: Jeg husker en kølig vinterdag i 1955, da flaget gik på halv stang i skolegården. Jeg gik i femte klasse. Vi blev kaldt ned i gymnastiksalen, hvor skoleinspektøren fortalte, at grunden til, at flaget var på halv stang, var, at statsminister Hans Hedtoft var død. Vi fik besked på at tage hjem til vores forældre og tænke over situationen.

Jeg var 11 år og lige begyndt at interessere mig en lille smule for politik. Men der var mange ting, der ikke rigtig var kommet på plads oven i mit hoved, bortset fra, at jeg vidste, at min far og mor var socialdemokrater. Min far mest. Og vi kom af og til  med til arrangementer i partiet. Jeg kan godt huske, at jeg en gang havde været med til et eller andet med røde faner. Men fra den dag, da Hedtofts død blev erklæret på min skole, begyndte jeg at spekulere på, hvad politik var for noget.

I øvrigt kunne min far ikke forstå, at skoleinspektøren havde sendt os hjem. For han, altså skoleinspektøren, var jo venstremand!

Siden har jeg godt kunnet lide, når der var respekt for hinanden i det politiske liv, selv om man havde forskellige opfattelser. Og jeg vil sige, at min korte og “glorværdige” tid som kommunalpolitiker i Rønne i den grad var præget af, at vi var gode venner på tværs af politiske skel.

 

Hverdagen

Vinhandler og tidligere chefredaktør på Bornholmeren, Søren R. Wolff, skriver om hverdagen under coronakrisen.

 

Med Anker til bords

Det her kom jeg til at tænke på i dag, den 1. maj, fordi vi ikke kan fejre den som vi plejer. Min barndoms 1. maj’er husker jeg ellers ikke så meget fra. Men da jeg i 1961 kom til Bonrholm blev det naturligt, at jeg hvert eneste år deltog i diverse 1. maj-møder, først i DsU, der dengang var en kæmpestor organisation, her på Bornholm med Verner Landin, Ole Hansen og Tonny Pedersen (senere Borrinjaland) som de toneangivende. Siden var det mere i de voksnes parti, jeg blev aktiv i. Og det har ofte været en fest.

Nu tager jeg et spring til tiden, hvor Elly og jeg boede i Søndergade i Rønne, og efter at jeg var blevet redaktør på Bornholmeren. Vi plejede at holde en lille aftenfest, hvor dagens 1. maj-talere i Kyllingemoderen blev inviteret med. Vi havde nu ikke inviteret den tidligere statsminister, Anker Jørgensen, for vi vidste, at han efter sin tale skulle hjem med flyveren, fordi han havde en aftale med sin kone, Ingrid.

Men det blev anderledes. Jeg havde lovet at køre Anker til flyveren. Men det viste sig, at der var problemer med hans billet, så han kunne først komme hjem med en flyver ved 22-tiden.

Så jeg tog Anker med hjem. Borddækningen blev ændret, og Anker fik Kirsten Hansen fra Allinge til bords.

Rød 1.-maj-bøf, men først artiskokker

Som hovedret fik vi en fin 1. maj-rød bøf, som alle kunne nyde. Men forretten var artiskokker. Og Anker spurgte bramfrit noget i retning af: “Hvordan fa’en angriber man sådan én?” Kirsten forklarede Anker  fremgangsmåden, og jeg tror han nød  grøntsagen.

Inspirerende biltur med Jens Otto Krag

Det får mig til at tænke på en anden statsminister, som jeg har haft fornøjelsen at snakke med. Det var i begyndelsen af 60erne. Jeg var endnu journalistelev. Redaktør Søren Bertelsen var forhindret i at hente Jens Otto Krag i lufthavnen. Krag skulle tale ved et socialdemokratisk møde på Industrien i Rønne. Det var åbenbart kutyme, at redaktøren hentede partiets koryfæer, når de kom til øen. Men Bertelsen var optaget til anden side. Så han betroede mig nøglerne til redaktionsbilen og den ære, det var at hente Krag.

Jeg stod og ventede på ham ved flyverens ankomst, og han stilede lige hen imod mig, som om han vidste hvem jeg var. “Goddaw, du må være Søren!” Sagde Krag, og jeg kunne jo sagtens genkende ham. Grunden til, at Krag var så sikker på, hvem jeg var, må have været, at han havde fået at vide, at han ville blive hentet af en ung, lys- og langhåret fyr. Og jeg var den eneste af den slags blandt de ventende i den gamle ankomsthal i Rønne Lufthavn, som den hed dengang.

På turen til Rønne udspurgte Jens Otto Krag mig om situationen på Bornholm, og jeg fortalte så godt jeg kunne.

Derefter kom vi til Strien, hvor den lokale partibestyrelsen bød på et måltid mad, som jeg også fik lov at deltage i.

Senere på mødet inde i salen holdt Krag en lang tale om den aktuelle politiske situation og han sluttede med at fortælle om sit syn på den aktuelle bornholmske situation. Jeg var noget beæret over, at han faktisk genfortalte, hvad jeg havde oplyst ham om på den korte tur fra lufthavnen til Strien.

Det var ikke mig, der kørte ham til flyveren eller båden bagefter. Det klarede Søren Bertelsen. Men ved afsked, trykkede Krag mig hjerteligt i hånden og takkede for hjælpen.

Fejrer 1. maj på Facebook

Alt dette kom jeg i tanker om, da jeg i morges stod under bruseren og tænkte på, hvad en dag som i dag nu kan bruges til, når der ikke er samling omkring de røde faner. Ja, og så må jeg jo erkende, at jeg faktisk først kom i tanker om episoden med Anker, da Kirsten gjorde opmærksom på det på et opslag på Facebook.

Facebook spiller en stor rolle i fejringen af 1. maj netop i Coronaens skygge. Jeg kender et nyslået medlem af Socialdemokratiet, som havde glædet sig til sin første 1. maj med de røde faner. Vi blev enige om, at det må vente til næste år, når vi forhåbentlig er kommet ud af den kedelige skygge!