Elever i Rønne og Aakirkeby skal gå kortere tid i skole

Elever i Rønne og Aakirkeby skal gå kortere tid i skole
| 30. APR 2020 • 18:32
Af:
redaktionen

30. APR 2020 • 18:32
Både på Søndermarksskolen i Rønne og Hans Rømer Skolen i Aakirkeby kommer eleverne i 4. til 9. klasse til at gå kortere tid i skole i det kommende skoleår, end de samme årgange hidtil har gjort. Det står klart, efter at kommunalbestyrelsen torsdag aften godkendte begge skolers ønske om at måtte sætte undervisningstiden ned.

– Der ligger nogle gode ønsker fra skolerne om, hvad man vil bruge den her mulighed til, sagde børne- og skoleudvalgets formand Morten Riis (EL).

På Hans Rømer Skolen vil alle elever fra 4. til 9. klasse i næste skoleår blive undervist alle de 80 timer færre om året, som loven åbner mulighed for. Det svarer til to timer færre om ugen. På Søndermarksskolen vil eleverne i 4. til 6. klasse blive undervist 34 timer færre i næste skoleår end i dag, mens de ældste elever også vil få 80 timer færre.

For begge skoler køber det lærertimer fri, som skolerne hellere vil bruge på andre måder. Hans Rømer Skolen vil lægge flere timer ind, hvor eleverne har to lærere på. Det gør det for eksempel muligt at undervise de fagligt dygtigste og de fagligt mere udfordrede hver for sig. Skolen i Aakirkeby planlægger også såkaldte "faglige turboforløb".

Også Søndermarksskolen vil bruge den frikøbte tid til at sætte to voksne på i mere af undervisningstiden, så man bedre kan dele eleverne op efter fagligt niveau. Skolen i Rønne vil give eleverne i 4. til 6. klasse 34 færre timer i næste skoleår, svarende til 51 minutter mindre om ugen. I de ældste klasser vil også Søndermarksskolen bruge loven fuldt ud og give eleverne op til 80 færre undervisningstimer.

Søndermarksskolen håber, at det vil styrke elevernes evne til at koncentrere sig og fordybe sig i undervisningen. For eleverne i 4. til 6. klasse vil Søndermarksskolen også sætte mere tid af til, at eleverne kan bevæge sig og være kreative.

– Jeg synes, at det er dejligt at se de muligheder, som skolerne peger på. Begge skoler peger på de positive muligheder, som det giver for både eleverne og personalet, sagde Bente Helms (S).

– Vi har fået to velbegrundede og velargumenterede ansøgninger, og dem ønsker vi at imødekomme, sagde Linda Kofoed Persson (DF).

Kommunalbestyrelsen vedtog samtidig, at man vil have en tilbagemelding fra skolerne, når de har prøvet ideerne af.