Christiansøs administrator om sin exit: En svær beslutning

Christiansøs administrator om sin exit: En svær beslutning
Administrator Jens Peter Koefoed sammen med daværende forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, da Store Tårn blev indviet i 2017 efter renovering. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. APR 2020 • 11:09
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
30. APR 2020 • 11:09
Administratoren på Christiansø, Jens Peter Koefoed, har besluttet ikke at forlænge sin kontrakt med Forsvarsministeriet, som ejer de små øer Frederiksø og Christiansø cirka 18 kilometer nordøst for Bornholm.

Hans fireårskontrakt udløber med årets udgang, så han fortsætter altså som øverste myndighed på de små øer med knap 100 fastboende borgere til den 31. december i år.

Inden sin afgang når han dermed formentlig at få ny souschef, idet hans nuværende, Ejvind Povlsgaard Jensen, ligeledes har valgt at stoppe, hvilket bliver allerede den 30. september.
Det var en stor opgave,
der ventede, men det var
også en spændende proces
at være en del af,
og vi er kommet rigtig langt
i løbet af de snart tre og et halvt år.
Jens Peter Koefoed,
administrator

Der er dog ingen sammenhæng i, at de begge to har valgt at fraflytte øerne. Souschefens børn er blevet så store, at hans de skal flytte skole, idet Christiansø Skole kun går til og med 7. klasse, og derfor vælger hele familien at fraflytte Christiansø. For Jens Peter Koefoeds vedkommende handler beslutningen om, at Bornholm, venner og familie trækker så meget i ham, at det er tid til at vende retur til huset i Rønne, som han og hans hustru har beholdt, og hvor parrets store søn også bor, oplyser han.

– Der er ikke så megen dramatik i det, slår han, som kom fra et job på Campus Bornholm, da han tiltrådte stillingen på Christiansø for cirka tre og et halvt år siden, fast.

– Jeg har jo hele vidst, at det var en kontrakt på fire år, og det var det min kone, Charlotte, og jeg havde indstillet os på – og også børnene, selv om de er blevet store. Ministeriet har her i vinter spurgt, om jeg ville fortsætte, så det har jeg skullet tage stilling til på en måde, så de har et rimeligt varsel til at kunne handle. Og Charlotte og jeg blev enige med, at vi nøjes med de fire gode år, som vi har haft til nytår.

Er kommet langt

Hvordan har de været, de fire år?

– De har for mig repræsenteret – og det er det, der gør det vanskeligt at tage beslutningen – et af de bedste job, jeg har haft. Og et af de bedste lederjob, man kan få. Så det har været en stor oplevelse og meget spændende at være her, siger Jens Peter Koefoed.

Han konstaterer, at han ankom til en ø, som var lidt i krise, fordi øboernes samarbejde med hans forgænger, Orla Johannsen, ikke havde fungeret optimalt.

– Så det var en stor opgave, der ventede, men det var også en spændende proces at være en del af, og vi er kommet rigtig langt i løbet af de snart tre og et halvt år.

Hvad har den største udfordring været?

–Det er et meget komplekst job under alle omstændigheder, men det blev ekstra komplekst oven på den krise, der havde været. Der var ikke nogen overdragelse fra min forgænger, som gjorde, at jeg bare kunne sætte mig i stolen. Øboerne var også ramt af krisen, så stemningen var ikke fantastisk. Men det vidste jeg jo, for jeg havde fulgt med i Bornholms Tidende, ler administratoren.

– Jeg var derfor klar over, hvad der var i vente, og at det var en del af pakken at påtage sig den opgave. Men det har været rigtig spændende at komme ind under huden på øerne og beboerne og blive en del af livet her. Det vil vi også fortsat være, selv om jeg stopper, og vi flytter.

Hvad er det mest positive, du tager med dig?

– Kulturoplevelsen ved at bo på sådan en ø med en lille flok mennesker og få det hele til at fungere har været meget spændende. Jeg synes, vi er blevet taget rigtig godt imod og har fået megen hjælp fra både gamle og nye øboer. Det har været en stor oplevelse. Også naturoplevelsen ved at bo her året rundt og følge årets gang har været fantastisk.

Turismestrategien

Er der noget specielt, du har synes, du har opnået på øernes vegne?

– Det er, at jeg synes, der nu er kommet en stabilitet. Jeg tænker, at jeg kommer til at overdrage en forretning, som er anderledes, end den jeg modtog. Jeg tror, det bliver lettere for min efterfølger, fordi jeg sammen med min souschef har systematiseret arbejdsgange og processer. Procedurerne er blevet nedfældet i højere grad end tidligere.

– Og så er jeg rigtig glad for at have været med til at sætte gang i turismestrategien. Det er måske i virkeligheden det vigtigste for samfundet herovre i de kommende år at finde en erstatning for fiskeriet og omstille samfundet på en bæredygtig måde til at være en turismedestination. Den proces er vi faktisk kun midt i, så den er jeg da også lidt ked af skulle aflevere videre, men der har vi heldigvis vores turismekoordinator, Hans Ole Matthiesen, som kan holde fast i den tråd.

Hvad vil Charlotte og du især savne?

– Det sociale liv og naturen.

Er Christiansø også på en eller anden måde et isoleret sted at leve sit liv?

– Det er det jo. Og skal jeg være helt ærlig, må jeg nok også erkende, at jeg begynder at savne familie og venner på Bornholm. Charlotte har arbejdet på deltid i regionskommunen og har derfor pendlet, så om vinteren sidder man alene herude i hverdagen, og det begynder at trække søm ud. Det er nok egentlig hovedårsagen – det er Bornholm, der trækker i mig.

En tur i biografen og alt det der?

– Lige præcis. At tage op på Gæsten i Allinge og høre musik, smutte forbi venner og familie og den slags ting.

Ved du, hvad du skal lave i stedet rent jobmæssigt?

– Nej, jeg skal ud at tjekke jobmarkedet på Bornholm, siger Jens Peter Koefoed.