Ingen sælger busbilletter på nordlandet: 'Man kan godt stå på bussen og køre til eksempelvis Rønne og skylde klippene'

Ingen sælger busbilletter på nordlandet: 'Man kan godt stå på bussen og køre til eksempelvis Rønne og skylde klippene'
Man kan i øjeblikket ikke købe billetter i bussen. Samtidig er der ingen butikker på nordlandet, der sælger dem. Så hvad skal buspassagerer gøre, hvis de bor i Allinge, Tejn, Sandvig eller Olsker? Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 29. APR 2020 • 18:03
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
29. APR 2020 • 18:03
Man kan i øjeblikket ikke betale med kontanter i BATs busser. Det sker for at afskærme chaufførerne fra menneskelig kontakt, der potentielt kan smitte dem med corona-virus. Den beslutning kan imidlertid betyde udfordringer for passagerer, der bor på nordlandet.

BAT henviser til, at man i stedet for at købe klippekort i bussen, kan købe sine billetter i lokale butikker. Bor man i Allinge, Sandvig, Tejn eller Olsker forventes det, at man køber klippekort i Allinge Turistinformation – som har vinterlukket.

Trafikchef i BAT, Lars Friborg, fortæller, at han er opmærksom på problemet.

– Det er en rigtig svær situation, fordi turistkontoret har lukket på nuværende tidspunkt, og vi har faktisk været på sagen. Vi arbejder på en løsning, så der bliver solgt kort deroppe. Vi skal have en handlende til at sælge, og det er noget, vi arbejder på, siger Lars Friborg, der ikke tør sige, hvornår sådan et samarbejde kan være på plads.

Men hvad gør man, hvis man lige nu har brug for at køre med bussen fra Allinge, Tejn, Sandvig eller Olsker?

– Så henvender man sig enten på BATs hjemmeside, hvor man kan købe klippekort, hvorefter vi sender dem med posten. Man kan også købe i Rejseplanens app, og vi har fået sat i værk, at man kan betale med mobilepay i bussen, siger Lars Friborg.

Jo, men mange af dem, der kører med bus, er jo ældre, og det er ikke sikkert, at de har en smartphone eller adgang til internettet. Hvad skal de og andre i samme situation gøre?

– Man kan godt stå på bussen og køre til eksempelvis Rønne og skylde klippene. Så må man gå over i Rådhuskiosken og købe et kort og klippe dobbelt, når man kører hjem. Vi vil have en forventning om, at folk er ærlige og gør det, siger Lars Friborg.

Og det ved chaufførerne er en mulighed i øjeblikket?

– Ja ja, chaufføren kører bussen og blander sig ikke i billetterne, siger Lars Friborg.

Hvad hvis der kommer en kontrollør?

– Kontrolløren vil også være forstående, siger Lars Friborg.

Nordlandets eneste udsalgssted for BAT-billetter, Allinge Turistinformation, har lukket frem til 10. maj.
 

Her sælger de bus-billetter:

BAT, Munch Petersens Vej 2, Rønne

Rådhuskiosken, Snellemark 34, Rønne

Bornholms Velkomstcenter, Ndr. Kystvej 3, Rønne

Dagli’ Brugsen Vestermarie, Vestermarievej 32

Aakirkeby Turistinformation, Torvet 1

Dagli’ Brugsen Pedersker, Pedersker Hovedgade 58

Nexø Turistinformation, Havnen 4B

Dagli’ Brugsen Snogebæk, Hovedgaden 21

Dagli’ Brugsen Svaneke, Nansensgade 11

Dagli’ Brugsen Østermarie, Godthåbsvej 35

Dagli’ Brugsen Gudhjem, Jernkaasvej 1

Gudhjem Turistinformation, Ejnar Mikkelsensvej 25

Allinge Turistinformation, Sverigesvej 11

Super Brugsen Klemensker, Lindevej 24

Super Brugsen Hasle, Storegade 67

Bemærk, at turistinformationerne i øjeblikket har vinterlukket.

Kilde: BAT