Hvornår er det ok at dø?

LÆSERBREV
Jeg er 89 år gammel, og lider af flere forskellige kroniske sygdomme eksempelvis demens. Jeg er livstræt og mæt af livet.

Jeg ved, at mange for alt i verden vil holde fast i livet på trods af alt. Jeg ved, at nogle mener, at livet er livet værd lige meget, hvordan livet er. Jeg ved, at flere vil opfatte mig som kynisk, men mit liv er ikke nødvendigvis livet værd for enhver pris.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi på vegne af os selv og vores nærmeste får talt om, hvad vi mener er et værdigt og rimeligt liv. I min familie har vi taget den snak, og det er befriende og ærligt. Det er følsomt, men netop derfor er det utroligt vigtigt.

For hvornår er det ok at dø? Hvornår er det helt på sin plads, at livet skal slutte? For livet slutter, det ved vi alle, men det må i denne tid bare ikke slutte med og af corona.

Så bliver man et tal i en skrækkelig statistik og ens død bliver BREAKING News, og i mit tilfælde vil Bornholm få et minus i protokollen.

Men ved I hvad, jeg finder det ikke rimeligt - så tilbage til min overskrift:

Lad mig blot dø af corona, hvis mit liv er blevet, som jeg i indledningen beskriver. I skal ikke bruge hospitalsseng og respirator på mig. I skal lade mig blive i min egen seng og lade mine elskede være i min nærhed og holde min hånd, omend det bliver med mundbind og handsker, hvilket personalet selvfølgelig også skal iklædes. I stedet for ilt og penicillin ønsker jeg mig godt med morfin og beroligende præparater. En kold klud på panden og blide ord.

Så skal jeg nok komme stille og fint herfra.

Mange vil nok mene, at jeg er lige lovlig smart med mine 44 år og, hvad ved jeg egentlig om at blive gammel og syg? Jeg kan ikke være sikker naturligvis, men jeg ved med min livserfaring, at jeg lever for kærligheden i mine relationer, en kærlighed, som har ringe k¥r over internettet. Jeg lever for samværet, samtalen og mit sociale liv.

I bagklogsskabens ulidelig klare lys, er det let for mig at sige, at jeg ville ønske Danmark tænkte anderledes. Tænkte ud af boksen, ud af isolationen, ud af ensomheden.

Jeg ved, at det i mange danske ører lyder råt, men jeg tror ikke, jeg er alene om disse betragtninger, heller ikke blandt de ældre og udsatte. Jeg er hverken beregnede, ubarmhjertig eller uoplyst, og jeg skriver trods alt mest om mit eget liv.

Men hvorom alting er, så ønsker jeg ikke, at samfundet skal lukkes helt ned for mig, hvis en virus en dag rammer Danmark, og jeg tilfældigvis er 89 år, multisyg, livstræt og mæt af dage.

Mette Fuglsang
Lyrsbyvej 8, Østermarie