Winni Grosbøll i opråb til minister: Reform nu!

Winni Grosbøll i opråb til minister: Reform nu!
Arkivfoto: Allan Rieck
| 28. APR 2020 • 14:36
Af:
torben-oestergaard-moeller

28. APR 2020 • 14:36
Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), forsøger nu ved en helt ekstraordinær henvendelse direkte til social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) at skubbe på for en reform af udligningssystemet mellem landets kommuner.

I et brev til ministeren forklarer borgmesteren, hvor hårdt presset Bornholms økonomi risikerer at blive uden en reform – og hvor store skatteforhøjelser til borgerne, der lurer i horisonten.

Uden en afklaring har de lokale politikere ikke en "reel mulighed for at forvalte det lokale demokrati i de politiske beslutningsprocesser", noterer Winni Grosbøll blandt andet.

Hendes henvendelse til ministeren med påpegningen af, hvor stort behovet er for en hurtig afklaring, ligger i øvrigt på linje med en tidligere udmelding fra Danske Kommuner, som mener, at forhandlingerne om udligningsreformen skal genoptages inden udgangen af april, hvis den skal på plads inden sommerferien.

Læs den fulde ordlyd af Winni Grosbølls brev her:
Vedr. økonomisk usikkerhed

Kære Astrid Kragh

Det er i sandhed specielle tider med stor usikkerhed i forbindelse med Corona. Derfor er det også bydende nødvendigt, at den meget store usikkerhed, der omgærder vores kommunale økonomi, bliver afklaret og meget snart. Vi opererer lige nu med en usikkerhedsmargin fra et plus på bundlinjen i 2021 på 9 millioner kroner og et minus på 120 millioner kroner, hvor vi forudsætter, at finansieringstilskuddet videreføres.

Denne store usikkerhed gør, at vi ikke har en reel mulighed for at forvalte det lokale demokrati i de politiske beslutningsprocesser frem mod vedtagelsen af et forsvarligt budget for 2021 og overslagsårene. Usikkerheden har den konsekvens, at vi ikke kan arbejde med vores sædvanlige gode, kvalificerende og inddragende processer om grundlaget for et kendt og anerkendt budget.

I de seneste beregninger for en udligningsreform står Bornholms Regionskommune til at modtage yderligere 70,2 millioner kroner.

Hvis vi alternativt skal dække et sådan beløb ind ved eksempelvis en skattestigning, vil en sådan være på 4,7 procent, forudsat at der fortsat er en modregning, hvor vores gevinst i 2021 kun er på 25 procent heraf. Skulle vi undgå modregning og kunne få fuld gevinst fra start, vil en skattestigning være på 1,2 procent.

Hvis der ikke kommer en udligningsreform, står vi med det nuværende udligningssystem med yderligere tab i 2021 på cirka 59 millioner kroner på tilbagegangskriteriet. Skal dette tab også dækkes via en skattestigning, skal vi sætte skatten op med 8,6 procent med modregning og med 2,2 procent uden modregning.

Behovet for en reform – nu – er således større end nogensinde, og jeg vil på det kraftigste opfordre til en hurtig afklaring, der giver Bornholms Regionskommune mulighed for at tilbyde bornholmerne den samme service som i landets øvrige kommuner.

Venlig hilsen

Winni Grosbøll, borgmester