Her er de klar med beachvolley: 'Folk er desperate for at komme ud at røre sig'

Her er de klar med beachvolley: 'Folk er desperate for at komme ud at røre sig'
Fotos: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 28. APR 2020 • 08:46
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
28. APR 2020 • 08:46
For godt en uge siden kom Danmarks Idrætsforbund og DGI med retningslinjer for, hvordan Danmarks mange idrætselskere – med en række restriktioner – kan få lov at udøve dele af deres sport igen. Foreløbig åbnes for udendørs aktiviteter uden kropskontakt.

I weekenden kunne de første tegn også i Snogebæk ses på, at idrætslivet nu åbner en lille smule.

Frivillige fra Poulsker Idrætsforening har i weekenden knoklet med at få gjort beachvolleybanen i Snogebæk klar til åbning.

– Normalt starter vi 1. juni, men folk er desperate for at komme ud at røre sig, siger Holger Kofoed, som er formand for volleyball afdelingen i Poulsker IF.

– Så når vejret er så godt som nu, vil vi gerne give mulighed for, at folk kan spille.

Derfor var både en traktor med grab og en flok frivllige i gang søndag for at få banen klar.

– Vi ligger jo tæt på havet, så om vinteren henter havet noget af sandet fra banen. Derfor har vi kørt sand på, fjernet sten og glattet ud, forklarer Holger Kofoed.

Poulsker Idrætsforening lukkede på grund af corona-virus ligesom andre alle sine aktiviteter ned den 11. marts Alle aktiviteter og træning i Poulsker-Hallen, sal, sauna, Arnes hytte og fodboldbanerne har siden være aflyst, og PIF Genbrug har været lukket.


Idræt med regler

Udover beachvolley åbner Poulsker IF fra idag også enkelte andre afdelinger op igen, eksempelvis stavgang, strandløberne, pentanque og CrossGym åbner igen i denne uge.

– Men kun udendørs og uden redskaber og vigtigt er, at man skal tilmelde sig til CrossGym. Man kan ikke bare dukke op, for vi må jo stadig kun være højst ti personer samlet, understreger Pia Gad fra gymnastikafdelingen.

Poulsker IF har fået anbefalinger fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) om, hvordan der igen kan åbnes for udendørs idræt.

Omklædt hjemmefra

– Blandt andet, så skal alle møde omklædte hjemmefra. Klubhuset er stadig lukket ned og må ikke bruges, forklarer Holger Kofoed.

Ellers er reglerne de generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om at holde afstand, vaske eller spritte hænder, at man ikke må samles flere end 10 personer og skal blive hjemme, hvis man er det mindste syg.

DIF og DGI anbefaler desuden, at man er opmærksom på, at udendørsaktiviteten bør foregå i mindre grupper.

Den generelle anbefaling er fortsat, at mange udendørs idrætter og alle indendørs aktiviteter holdes lukket på grund af corona-situationen.