Hvis flere igen må forsamles, står de på spring: Vi er klar med forskellige tiltag

Hvis flere igen må forsamles, står de på spring: Vi er klar med forskellige tiltag
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. APR 2020 • 16:19
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
28. APR 2020 • 16:19
Dance Vibration er klar til at hjælpe med at kickstarte kulturlivet, lige så snart det igen giver mening at stable nogle events på benene.

Det fortæller formanden for gruppen bag navnet Dance Vibration, Tobias Brandt Krähmer.

– Det hele afhænger lige nu af, om forsamlingsforbuddet bliver ændret til, at 500 personer må forsamles i offentligheden efter den 10. maj, siger han.

– Skulle det være tilfældet, har vi arbejdet på en del mindre events, som vi håber kan være med til at få gang i Kulturlivet igen. Der bliver tale om både indendørs og udendørs events, især de sidstnævnte, fordi folk bedre kan holde afstand til hinanden udenfor.

Dance Vibration har faktisk en event klar i slutningen af maj, men afventer altså nu, om der kommer nye regler i forhold til størrelsen på forsamlinger. Regeringen har meldt ud, at større forsamlinger på flere end 500 mennesker under alle omstændigheder vil være forbudte frem til den 1. september. Lige nu er det forbudt at forsamles flere end 10 frem til den 10. maj, men efter denne dato er det muligt, at tallet vil blive løftet, potentielt helt op til forsamlinger på 500 personer.

– Vi følger med i, hvad der bliver meldt ud, siger Tobias Brandt Krähmer.

– Og vil være klar til at forskellige tiltag på Villa Nova ved Rønne og andre steder.

Kan du sige mere præcist, hvad det er for nogle events, I går og pønser på?

– Vi har for eksempel kig på den nye strand ved Rønne, som er etableret i forbindelse med havneudvidelsen. Måske vi kan lave en strandfest, som varer en dags tid. Vi har vores egen mobilscene, som vi selv har bygget, så vi kan hurtigt blive klar.

Taler vi så levende musik eller dj’s?

– Vi er åbne for alt, vi har både med levende musik at gøre og med dj’s. Vi har også talt om at genoplive den klassiske ladefest, eventuelt hos en landmand, og som nævnt har vi også Villa Nova i tankerne, måske til et arrangement for det lidt ældre publikum. Men det kan også være, vi fastholder aldersgruppen 18 plus, som vi hidtil har regnet med, det har vi ikke helt besluttet endnu. Også singleaftener kan komme på tale, når det igen bliver muligt at mødes oven på den svære coronatid, vi befinder os i.

Dance Vibration startede i 2018, da Tobias Brandt Krähmer og Jonas Bergmann etablerede gruppen og indtog henholdsvis formands- og næstformandsposten.

– Vi satte os ned og så på, hvad vi synes, der mangler af forskellige former for tiltag og arrangementer på Bornholm, siger Tobias Brandt Krähmer.

– Vi ville gerne løfte kulturlivet, som vi syntes trængte til at udvikle sig. I det år lavede vi Dream Forest ved at samle en ansvarsgruppe bestående af folk, der har kompetencer inden for forskellige områder. Vi består nu af en ansvarsgruppe på ni personer og har en fast gruppe af frivillige, så vi i alt er 24 personer, der kan lave de forskellige events, vi finder på.


Psytrance

Dream Forest udviklede han sammen med Jonas Bergmann efter inspiration fra andre elektroniske musikevents.

– Vi lejede Musikhuzet i Rønne til det og blandede forskellige genrer af musik fra den elektroniske musikscene. Det kombinerede vi med storytelling, hvor Jonas udviklede en historie, så hver af de optrædende blev en del af et kapitel i den halve time, de var på scenen.

I 2019 blev Dream Forest den eneste såkaldte psytrance-event på Bornholm. Psytrance er en sammentrækning af ordene psykedelisk trance, som er en genre inden for elektronisk musik, hvor der bliver brugt en masse spontane lyde og samples i et forholdsvis hurtigt tempo.

– Vi valgte, at Dream Forest skulle være en psytrance-event, fordi vi første gang havde blandet lidt for mange genrer. Det forvirrede publikum i forhold til, hvilken retning, vi gik i, forklarer Tobias Brandt Krähmer.

Dance Vibration havde planlagt en todagesevent, Golden Island Open Air, som skulle finde sted på landsstævnestadion ved den 17. og 18. juli i år, og hvor der var indgået en aftale med Skandinavisk Tivoli Park, som vil opstille forskellige forlystelser til festivalen, ligesom der skulle komme 19 forskellige artister og optræde.

Arrangementet er dog blevet aflyst på grund af restriktionerne i forbindelse med coronakrisen.

– Men næste år regner vi med at kunne gennemføre arrangementet den 17. juli. Vi har besluttet, det kun skal vare en dag, siger Tobias Brandt Krähmer.

Mens Jonas Bergmann er en 25-årig ”ærkebornholmer”, er han selv 33 år og tilflytter fra Tyskland – men de to har altså fundet sammen i en interesse for det bornholmske kulturliv.

Fremtiden vil vise, hvilke konkrete tiltag de får stablet på benene, når de nuværende restriktioner bliver ophævet.