18-årig nægter sig skyldig i voldssag

18-årig nægter sig skyldig i voldssag
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 28. APR 2020 • 12:47
Af:
torben-oestergaard-moeller

28. APR 2020 • 12:47
Lige over middag, tirsdag, blev en ung 18-årig mand fremstillet i Retten på Bornholm, sigtet for "legemsangreb" på en anden ung mand ved overtrædelse af § 245 stk. 1 i Straffeloven.

Fordi der stadig er to andre formodede gerningsmænd på fri fod i sagen, bad anklageren om lukkede døre for ikke at skade den videre efterforskning – en anmodning dommeren fulgte, hvorfor pressen ikke kunne være til stede ved det videre retsmøde.

Det står dog fast, at den 18-årige blev anholdt klokken 13.40 mandag, og at han nægter sig skyldig i sagen. Den går på, at han sammen med to andre unge mænd – hvoraf den ene ligeledes er 18 år, mens den anden er kun 16 år – den 18. april mellem klokken 23 og 23.30 skal have passet forurettede op på Østervang i Rønne ud for nummer 21-23 og blandt andet have tildelt ham spark og slag i hovedet, samt adskillige spark, da han lå ned.

De to formodede gerningsmænd, som stadig er på fri fod, er ud over sigtelsen for overtrædelse af § 245 stk. 1 også sigtet efter § 247 stk. 1.
Paragrafferne

• § 245, stk. 1: Den, der udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.

• § 247, stk. 1: Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 243-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb, for psykisk vold eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.

Kilde: danskelove.dk