De sydbornholmske alper, Lobbæk-eventyret og Alpe d’Aakirkeby

Jeg blev overmandet af en ubændig lyst til at gøre noget helt andet end det, jeg hidtil har gjort en hel del af her under den første måned af min corona-isolation. Så da vejret syntes fint, pumpede jeg min cykel for at køre ud på min første længere cykeltur i lange tider. Nå nej, det er ikke helt korrekt, men jeg har nærmest fortrængt en strabadserende tur til Boderne og tilbage over de voldsomme stigninger til Aakirkeby for ikke så længe siden.

Jeg iklædte mig lunt tøj, troede jeg, og cykelhjelm. Mit mål var at cykle 10 kilometer, og det vurderede jeg noget naivt svarede til omkredsen af Aakirkeby, hvis man kører hele vejen rundt om byen i udkanten. Men der tog jeg fejl, så jeg måtte tage forskellige svinkeærinder for at nå op på godt 10 kilometer. Og Aakirkeby ligger jo lidt højt, så jeg kom uden for periferien og ned ad bakke. Det krævede så at jeg igen “besteg” bjerget og trampede tilbage til byen.

 

Hverdagen

Vinhandler og tidligere chefredaktør Søren R. Wolff skriver om hverdagen under coronakrisen.

 

De Sydbornholmske Alper

Nå, men jeg kom vidt omkring Aakirkeby, og man ser jo meget, når man er på cykel. Jeg frøs også en del, undtagen når det gik opad.

Det var ikke nyt for mig at komme forbi området syd for Hadeborg med fine klipper, Kyllingehønen og Den Fennoskandiske Randzone. Her er jeg kommet rigtig meget siden etableringen af Natur Bornholm, idet netop randzonen er et meget centralt element i den bornholmske tilblivelseshistorie. Her mødtes den nordlige halvdel af øens granit  med sydøens sandsten i et kæmpe jordskælv for ca. 200 mio. år siden. Og her er så meget at se på, hvad min familie og jeg har gjort utallige gange i de seneste 30 år.

Der er nok en del, der bliver forbavsede over at møde klippepartier af granit her på Sydbornholm. Men bor man nord for den berømte randzone, og det gør de fleste i Aakirkeby, bor man på klippegrund, og det ses faktisk en del steder rundt om i byens haver, og her lige stik syd for Natur Bornholm i et afgræsningsområde finder man det, jeg gerne vil kalde De Sydbornholmske Alper. Et mindre, men meget idyllisk og smukt klippeparti, der en gang i en svunden fortid har været en del af et højt bjerg.

 

Jeg synes, at det er synd,
at denne plads tilsyneladende
ikke bliver holdt, og at der
ikke er bænke, man kan hvile sig på

 

Besejrer Hadeborg Bakke

Ulempen ved et cykelbesøg her er, at der er en voldsom stigning op til Aakirkeby ad Hadeborg Bakke. Men nu har jeg som en anden Tour de France-rytter besejret den to gange her i foråret uden at stå af cyklen, godt nok voldsomt træt, når jeg er nået op ud for Elmevej.

Turen omkring Aakirkeby førte mig også ud ad cykelvejen til Nexø, Bukkevej, og ud til den EU-betalte rasteplads et lille stykke uden for byen. Jeg synes, at det er synd, at denne plads tilsyneladende ikke bliver holdt, og at der ikke er bænke, man kan hvile sig på. Bornholm markedsfører sig jo gerne som cykelvenlig ø. Nå, det er måske ikke lige det rette tidspunkt at brokke sig, når millionerne ruller til andre og mere nødvendige projekter.

Lobbæk-eventyr

Nu havde jeg fået nogle kilometer i benene, så et par dage senere fulgte jeg en pludselig indskydelse og tog en morgentur til Lobbæk. Lige ud ad landevejen til Lobbæk.

Jeg fik til jul af min datter et urbånd, tror jeg det hedder. Det har hidtil kunnet fortælle mig, hvor mange skridt jeg tager, når jeg går. Jeg blev nysgerrig efter, hvad cykelsymbolet på båndet kunne bruges til. Det fandt jeg for alvor ud af på Lobbæk-eventyret. Det måler alt muligt for mig - også min puls. Via en app på min mobiltelefon holder en engelsktalende kvinde mig underrettet, hver gang min cykel og jeg tilbagelagt endnu en kilometer, hvor langt der er tilbage af mit mål og noget om hastigheder, som jeg forbigår i tavshed.

Alpe d’Aakirkeby

En anden nyttig ting er, at den kan fortælle mig om højdeforskelle, og selv om det her ikke er bjergene på Tour de France, så er det rart at have en undskyldning for, hvorfor man bliver så pustfuld, når man cykler herinde på Midtøen.

For ligeså snart man forlader Alp d’Aakirkeby, går det ned ad bakke fra ca. 72 meters højde over havet ved Aa Kirke.  Hernede ved Præstedammen starter jeg på 68 meter.

Nå, men så trillede jeg jo ud ad den slagne landevej med kurs mod Lobbæk. Selv om jeg havde den svage vind ind fra siden, trampede jeg lystigt derudaf. Jeg gjorde et lille stop ved Kæmpeåen lige vest for byen og undredes over, at der næsten ikke var noget vand i den. For en måned siden var den ved at gå over sine bredder. Kæmpeåen er identisk med Læså, men har her på stedet taget navn efter Kæmpegård.

Da jeg nåede Lobbæk skulle jeg lige aflæse de forskellige data på appen. Her kunne jeg til min store overraskelse konstatere, at højden over havet lige øst for Lobbæk er 45 meter, altså godt 25 meter lavere end det højeste punkt i Aakirkeby.

Coronatiden har det med at give anledning til oplevelser, der også fører til en masse ny viden. Måske unyttig og overflødig, men tankevækkende!