Eksportvirksomheder: Alle er ramt, men for de fleste kommer det værste først nu

Eksportvirksomheder: Alle er ramt, men for de fleste kommer det værste først nu
Espersens færdigvarefabrik i Hasle er lukket under coronakrisen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 25. APR 2020 • 19:51
Af:
laust jordal
| ABONNENT
25. APR 2020 • 19:51
Der er ingen tvivl om, at det bornholmske erhvervsliv er hårdt ramt af coronakrisen. Særligt går det ud over øens store eksportvirksomheder, som langt hen ad vejen lever af at eksportere og levere varer til kunder i udlandet.

Når økonomien, erhvervslivet og landegrænser lukker på det internationale markeder, sætter det også en stopper for den bornholmske produktion. Det mærker man på øen på forskellig vis. Hos Espersen A/S har coronakrisen ramt hårdt, fortæller direktør Klaus Nielsen. Han anslår, at virksomheden, der er eneleverandør af fisk til fiskeburgere på McDonald’s i 43 lande i Europa, har mistet 90 procent af eksporten.

– På en normal måned sælger vi godt 1.000 tons varer. Lige nu ser det ud til, at mængden for april bliver under 100 tons. Så det er under 10 procent. De fire største lande for os er Frankrig, England, Tyskland og Rusland. Der er mange andre lande, der også er betydningsfulde for os, men de fire dér står for 75 procent af det totale salg, siger Klaus Nielsen.

– Så vi er glade for, at vi også har andre aktiviteter andre steder. Espersen producerer også varer til detailhandlen, og ligesom andre virksomheder oplever vi dér en stigning i salget på 25-30 procent, siger han.

Usikker fremtid

Ole Almeborg A/S i Hasle, der producerer maskiner til intern transport, står og kigger ind i en usikker fremtid, siger direktør Michael Almeborg.

– Som det ser ud nu, kommer vi til at miste omkring 60 procent af omsætningen i den næste tid. Normalt ligger vi med en omsætning på otte-ni mio. kr. om måneden. Så vi mister mellem 5 og 5,5 mio. kroner. 95 procent af vores omsætning ligger på eksporten. Vi har kunnet holde skindet på næsen, fordi vi fik en større ordre til Region Hovedstaden på nogle transportvogne af rustfritstål, som de netop skulle bruge i forbindelse med håndtering af medicin og så videre. Det gjorde, at vi kunne klare os i april måned. Men i maj ser vi en tilbagegang på godt 60 procent i omsætning. Det gør, at jeg bliver nødt til at træffe nogle kedelige, men nødvendige beslutninger, siger Michael Almeborg.

Fredag kom meldingen om, at Almeborg måtte sende 22 medarbejdere hjem uden løn i de næste fire måneder og samtidigt afskedige tre medarbejdere.

Er sluppet nådigt

Hos Hasle Refractories A/S i Rønne kan administrerende direktør Michael Bladt ikke umiddelbart sige, hvad coronakrisen eksportmæssigt har kostet i kroner og ører, men anslår, at markedet i Indien, som står for 15 procent af virksomhedens samlede omsætning er gået ned med 50 procent.

– Vi sælger i 50 forskellige lande i løbet af et år. Nogle lande fremstår upåvirkede af coronakrisen lige nu, mens andre lande er lukket helt ned. For eksempel i Indien har vi en del ordrer, der er produceret, som vi ikke kan sende, fordi havne og så videre er lukket ned, så vores varer ikke kan komme ind, siger Michael Bladt.

Han fortæller, at Hasle Refractories ind til videre er sluppet nådigt, og ikke har været hårdt ramt.

– Vi befinder os i en ret gunstig position netop fordi, vi sælger i så mange forskellige lande og til tre forskellige kundegrupper; Kraftværker, cementfabrikker og stålværker.

Andre virksomheder har måske kun én kunde eller et land, de eksporterer til. Jeg vil ikke sige, at vi sælger med spredehagl, men vi er heldige, at vi ikke har kørt med en meget fokuseret strategi. Det gør, at vi indtil videre har været mindre hårdt ramt, fortæller han.

Håber på snarlig genåbning

Hasle Refractories producerer ildfaste materialer til brug i industrien, og har endnu ikke været nødsaget til at sende medarbejdere hjem på lønkompensation eller at foretage afskedigelser.

– Vi er så privilegerede, at vi i første kvartal i år havde en omsætning, der var 30 procent større end samme tid sidste år. Vi har været konkurrencedygtige, når vi har givet tilbud og fået nogle gode ordrer i Indien og Thailand, og det gør, at vi er bedre stillet end, hvis krisen havde ramt under normale forhold. Så vi har noget at stå imod med, siger Michael Bladt.

– Vi kigger ind i noget, der kan blive krævende, men vi vil gerne undgå at fyre medarbejdere. Vi håber, at det hele begynder at åbne igen inden for en måned eller to. Hvis ikke, så skal vi nok også leve videre, men det er klart, at hvis alle lande lukker helt ned, så er det ikke særligt godt, siger han.

Også hos Espersen håber Klaus Nielsen at markederne begynder at åbne igen snarest muligt.

– I de fleste lande begynder McDonald’s så småt at åbne for take-away og drivethrough. Når vi når ind i juni måned, håber vi, at være tilbage til en 25-30 procent af salget, og at det så langsomt vil stige i løbet af tredje kvartal, hvor vi håber på at komme tilbage til et sted mellem 2/3 og 3/4 af det normale. Men hvordan coronavirussituationen ser ud om fem måneder, er der ingen, der tør udtale sig om. Det er meget, meget usikkert. Statsministeren vil ikke sige, hvad der skal ske om 14 dage, så det er svært for mig at sige noget, om hvad der skal ske om 14 uger. Vores prognose er et sted mellem ønsketænkning, håb og noget vi tror på. Vi er fuldstændigt afhængige af åbninger af McDonald’s i de forskellige lande, siger Klaus Nielsen, der 16. marts sendte 38 medarbejdere hjem med lønkompensationsordningen og lukkede fabrikken i Hasle midlertidigt.

Begrænser udgifterne

Hos Almeborg fortsætter produktionen, men med halv styrke. Michael Almeborg fortæller, at der er knap 30 medarbejdere tilbage til at holde hjulene i gang til situationen vender.

Årsagen til at han har sendt medarbejderne hjem uden løn er, at lønkompensationsordningen kun løber frem til 8. juli, og hvad der sker derefter ved ingen endnu, siger han.

– Med den løsning kan man sende med- arbejderne hjem i op til seks måneder. Det drejer sig om for os lige nu at begrænse udgifterne, og det kan vi bedst lige nu med den her løsning, siger Michael Almeborg.

– Hvis vi ser på hvor lang tid der gik, før Kina kom i gang igen, så gik der omkring 12-16 uger. Og det er også mit håb. Det er derfor jeg har hjemsendt mine medarbejdere i de her fire måneder. Jeg har en tro på, at det er den tid, det tager, og at vi stille og roligt kan komme i gang igen efter det. Jeg tror ikke, det bliver med fuld knald på, men at vi kan komme i gang stille og roligt til efteråret, siger han.