Seks års fængsel: Han købte narko med bitcoins og modtog stofferne i elkedel og frituresæt

| ABONNENT | 24. APR 2020 • 22:40
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
24. APR 2020 • 22:40
I midten af januar fængslede politiet til en 22-årig mand, der havde importeret narkotika til Danmark og overdraget mindst en del af det stofferne til en anden ung bornholmer. Efter 70 dage bag tremmer fik han fredag eftermiddag sin dom – seks års fængsel for narkohandel.

I byretten i Rønne blev fremgangsmåden trevlet op af anklagemyndigheden.

Den 22-årige rønnebo blev afsløret, fordi Bornholms Politi havde fået et tip om, at en anden yngre mand – en 21-årig bornholmer – solgte stoffer. Den 21-årige, som i marts blev idømt 16 måneders fængsel for sin rolle, blev anholdt med mange forskellige slags narkotika, og politiet blev hurtigt ledt på sporet af den 22-årige, der havde leveret det meste af narkoen og kort efter blev anholdt.

Erklærede sig delvist skyldig

Under ransagningen af den 22-åriges hjem fandt politiet nogle meget belastende beviser, ikke mindst på mandens mobiltelefon, og nok derfor havde den tiltalte på forhånd erklæret sig delvist skyldig.

Omdrejningspunktet på fredagens retsmøde var således spørgsmålet om, hvor meget narkotika han havde modtaget i pakkerne, som blev leveret af Postnord.

Stoffet, der fyldte mest i pakkerne, var MDMA, som er hovedingrediensen og det aktive stof i ecstasy-piller. MDMA kan også fremstilles i fast, krystalliseret form, og det var sådan, at de mindst 1.753 gram MDMA, som han er kendt skyldig i at have købt i udlandet, blev fragtet til Rønne. Desuden modtog han i løbet af den korte periode fra 13. december 2019 til 13. januar i år mindst 450 styk ecstasy-tabletter, 40 gram kokain, 897 gram hash og 25 gram ketamin.

Ifølge manden selv tog hans korte karriere som narkohandler sin begyndelse netop i december. Gennem mange år har han handlet med kryptovalutaen bitcoin, og han færdes hjemmevant på det mørke internet.

– Siden jeg har erfaringer fra Bitcoin, er det rimeligt nemt for mig at bestille stoffer, fortalte manden, der ikke tidligere er straffet i narkosager.

Muligt med bitcoins

Han forklarede, at en person, hvis identitet ikke blev afsløret under retssagen, havde spurgt, om den 22-årige kunne skaffe MDMA og andre stoffer. Vejen til stofferne gik gennem salgsplatform Apollon Market på det mørke internet, der kan tilgås via en Tor Browser, som slører ens identitet og handlinger. På Apollon Market mødte han en person, der havde et hollandsk klingende alias og i retten blot blev refereret til som "G", lød forklaringen.

– Hvor kommer "G" fra?, spurgte anklagerfuldmægtig Anne Moe undervejs.

– Jeg ved det ikke. Jeg vil skyde på, det er Amsterdam, svarede manden på anklagebænken.

– Hvordan betaler du for det her?

– Med bitcoin. Jeg modtager først og betaler bagefter.

– Hvorfor med bitcoin?

– Det er den eneste måde at få penge til at ende i udlandet, hvor det ikke kan ses, sagde den dømte, der flere gange talte indforstået og derfor af dommeren blev bedt om at uddybe, hvordan Bitcoin-overførsler fungerer:

– Som med Mobilepay, lød det simple svar.

Fældet af noter og videoer

I den første levering fra 13. december modtog han 53,9 gram MDMA i et brev. Vægten kender politiet med nøjagtighed, fordi en video på mandens mobiltelefon viste ham veje stofferne.

For hver af de tre næste leveringer steg mængden af narko gang for gang, og større skjulesteder måtte tages i brug til de vakuumindpakkede poser – først en elkedel, dernæst et frituresæt, og sidste gang et frituresæt uden indmad.

Politiet har kun opsporet en lille del af den importerede narko, men indkøbslister, postkvitteringer og videooptagelser af hver leverance beviste handlerne.

Portionernes størrelse kender politiet fra bestillinger, som den dømte havde gemt som noter på sin telefon. At han i virkeligheden havde bestilt de noterede mængder, bestred den 22-årige mand.

Den 22-årige forklarede, at han var nervøs og derfor bestilte og leverede mindre, end hvad kunden – refereret til som den dansktalende "A" – havde bedt om. Trods to leverancer i juledagene, hvor den 22-årige ifølge ham selv modtog henholdsvis 100 og 150 gram MDMA frem for 200 og 500 gram, som står på bestillingen på hans telefon, fortsatte "A" med at anvende ham som mellemmand.

Den tiltalte kunne ikke bevise, at han på eget initiativ havde nedjusteret ordrernes størrelse, og hans påståede nervøsitet blev undermineret flere gange undervejs. For eksempel da han på en video, var meget begejstret over, at den tredje af fire ladninger var smuglet til Bornholm i et frituresæt.

– En fucking friture, bro, udbryder han på en af videoerne.

I en chat-samtale med sælgeren "G" viste han heller ikke tegn på de reservationer, han hævdede at have.

"Du holder dit ord hver eneste gang. Du har ingen anelse om, hvad der venter i næste måned," skrev den 22-årige i en besked, få timer inden lykken vendte.

Ingen profit

Under afhøringen i retten fortalte han, at han ikke har opnået profit på narkoforretningen, da sidste handel gik i vasken.

Ifølge hans egen udlægning, der ikke indgik i politiets materiale, skulle køberen "A" have trukket interessen, da den fjerde forsendelse ankom. Derfor stod den 22-årige mellemmand pludselig med en stor mængde narkotika (der er igen uenighed om mængden – han erkendte at have modtaget 250 gram ud af de 1.000 gram MDMA, der står på hans telefon), uden at have nogen modtager. Han forklarede, at han solgte stofferne til sin 21-årige kammerat, som han vidste, "er i den kreds, hvor der ryges og tages stoffer," som han beskrev det.

Kammeraten blev anholdt med lidt over 100 gram MDMA, 49 ecstasypiller, knap ti gram kokain, 20 gram ketamin og cirka 220 gram hash. Efter at have fået besked om sin kammerats anholdelse skulle han have sendt 200 gram hash i en frituregryde til en pakkeboks i Jylland, smidt den resterende mængde narko i havnen og gemt godt 10.000 euro i kontanter "under nogle sten på havnen". Pengene er aldrig fundet, men det blev frituregryden med hash i, da pakken ikke nåede at blive afsendt, inden en politibetjent dukkede op i postbutikken med en kvittering fundet i den 22-åriges hjem.
Det blev narkohandleren dømt for

Den 22-årige mand fra Rønne blev dømt for at have modtaget fire forsendelser narko med henblik på videresalg.

Til sammen indeholdt de fire pakker, som han modtog fra udlandet mellem 13. december og 13. januar, mindst 1.753 gram MDMA, 450 styk ecstasy-piller, 897 gram hash, 40 gram kokain og 25 gram ketamin.

Et sekundært forhold i sagen var, at han var i besiddelse af to falske britiske kørekort, hvilket han også blev kendt skyldig i.

Anklager Anne Moe fremførte flere indicier for, at den 22-årige talte usandt, hvad angik portionsstørrelserne. Hun hæftede sig ved Postnords vejninger af pakkerne og en bitcoin-overførsel på godt 11.000, der stort set svarede til en bestilling i fuldt omfang. Den tiltaltes egne mobiloptagelser blev også brugt i bevisførslen. Ved at sammenholde to videoer forsøgte Anne Moe at bevise, at de indpakkede MDMA-klumper skulle veje 200 gram i stedet for 100 gram.

Forsvarer Niels Christian Strauss protesterede mod at bruge disse informationer, der afhang af øjemål og ikke blev underbygget af vidner, som dokumentation. I sidste ende var bestillingsnoterne i sig selv tilstrækkelige for dommeren og domsmændene, der var enige om at give ham seks års fængsel.

Niels Christian Strauss havde ellers argumenteret for, at hans klient maksimalt burde et år og ni måneder i fængsel, da han havde tilstået at have købt under en tredjedel af den mængde MDMA, som han var tiltalt for,

Ønske om at starte på en frisk

Forsvarerens argumenter slog ikke til, og heller ikke den 22-åriges løfte om at stramme sig an og tage hul på en uddannelse nyttede,

– For en gangs skyld vil jeg gerne starte på en frisk – 100 procent frisk. Og det kan jeg ikke i fængsel, havde han ellers sagt, da han fik lov at få sidste ord inden voteringen

Det ligger i kortene, at sagen vil blive anket til landsretten. Dommen blev ikke anket på stedet – måske fordi forsvarsadvokaten var nødt til at tage i lufthavnen under domsafsigelsen og ikke var til stede, da formuleringerne "thi kendes for ret" og "seks års fængsel" blev ytret af dommeren.

Inden for 14 dage skal sagen være anket, og den 22-årige skal fortsat sidde varetægtsfængslet.

 
Navneforbud

Som grundregel skriver Bornholms Tidende navnet på personer, der er blevet idømt over et års ubetinget fængsel, hvis ikke der er brug for at tage særlige hensyn – for eksempel til offeret i en sag.

I denne sag skriver vi ikke navnet på den dømte, da dommer Henriette Frölich efterkom forsvarsadvokatens anmodning om navneforbud.

Navneforbuddet, der allerede blev begæret i forbindelse med grundlovsforhøret, bortfalder, når den endelige dom foreligger, eller hvis den dømte vælger ikke at anke sagen.

På grund af navneforbuddet er der i denne artikel undladt en række relevante detaljer, som ville have været i offentlighedens interesse.

Identiteten på den 21-årige mand, som omtales i artiklen, hemmeligholdes derfor også. Han er allerede dømt for sin rolle og fik et år og fire måneders fængsel i slutningen af marts. Foruden narkobesiddelse blev den 21-årige dømt for at have røvet sig til en mobiltelefon ved at anvende vold.