Bofa efter fund af kanyler i komposten: Det var en enlig svale

| ABONNENT | 24. APR 2020 • 05:57
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
24. APR 2020 • 05:57
6. april fik det megen opmærksomhed, at Bofa advarede alle borgere, der havde hentet kompost i Rønne inden for de seneste ti dage, og bad dem om at være særligt opmærksomme under håndtering af komposten.

Advarslen blev udsendt, efter at en familie fandt "nåle/kanyler" i kompostjorden, som de havde hentet på havegenbrugspladsen i Rønne.

– Det var et sukkersygekit med insulin, siger informationsmedarbejder Brian Johansen oven på Bofas undersøgelse af sagen.

Hurtigt stod det klart for Bofa, at nålene ikke lå i selve kompostjorden, som haveejere kan hente.

 
Det var i en jordbunke,
der lå klos op ad komposten,
at vi fandt det

 

Insulinsættet så alt for nyt ud til at kunne have ligget og komposteret i et år, og det underbygges af haveejerne, der gjorde fundet.

– Det var i en jordbunke, der lå klos op ad komposten, at vi fandt det, siger Camilla Forsbom, Rønne.

Familien var fællesskab i gang med at forberede plantningen af en ny græsplæne, da nålene dukkede op – først i traileren og siden i kompostjorden, der allerede var placeret i haven.

I første omgang gik der et sus igennem familien, for deres lille søn legede uden handsker i jorden. Ingen kom heldigvis noget til, og Camilla Forsbom har kun pæne ord at sige om Bofas hurtige reaktion.

– De bestilte en anlægsgartner, der fjernede jorden og kom med noget nyt, fortæller hun.

På Bofa blev der lukket for kompostudlevering, så mulden kunne sies en ekstra gang, og tre dage efter åbnede Bofa for kompostudlevering på ny, da ingen andre havde henvendt sig.

– Vi har ikke hørt om andre fund. Det var det, man kalder en enlig svale, siger Brian Johansen, Bofa.

Hvordan det er gået til, at et insulinsæt er havnet i en jordbunke ved siden af komposten, er et mysterium, som Bofa ikke kan besvare.

– Det kan ikke have været igennem vores system og ville i øvrigt også være sorteret fra.

Pap, papir og genbrugscontainere

Bofa har i denne uge genoptaget behandlingen af pap og papir, så siden i mandags har Fugatos skraldemænd tømt de grønne affaldscontainere.

Ligeledes er Bofas genbrugscontainere, der har været lukket under coronakrisen, blevet genåbnet i Aakirkeby og Hasle, mens det forventes, at genbrugscontaineren så småt vil blive åbnet.