Mange af de danskere, som nu booker sommerferie på Bornholm, har ikke et forhold til øen. De vil komme hertil, fordi det er umuligt for dem at rejse til udlandet, som de plejer. Dermed får Bornholm mulighed for at charmere sig ind på en ny gruppe folk, som potentielt kan blive fremtidens turister.
Det er direktør i Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph, meget opmærksom på.
– Det er absolut mit indtryk, at der nu kommer nogen, der ikke normalt tager til Bornholm. Faktisk er det også den strategi, vi arbejder ud fra. Med den måske kommende udfordring med en grænselukning, der kan vare et stykke ind i sommersæsonen, skal vi ikke bare vedligeholde sidste års antal af danske bookinger, vi skal også øge niveauet af dem. Derfor er det vigtigt at få fat i nye danske gæster, der ikke kender Bornholm, eller som ikke har været her i mange, mange år, siger Pernille Kofod Lydolph.
Fokus på corona-sikre oplevelser
For at turisterne skal have en god oplevelse – og også have lyst til at komme igen – vil Destination Bornholm denne sommer øge fokus på de ”corona-sikre” oplevelser, øen har at tilbyde.
– Vi har stadig meget at byde på, selvom nogle af de ting, som normalt har åbent, måske ikke er åbne i samme grad som tidligere. Vi har kunst- og kulturområdet med mange rigtig dygtige kunsthåndværkere. Der er også det historiske – helleristninger og arkæologiske udgravninger. Og ikke mindst geologien – det at få et indblik i, hvordan Bornholm blev til og udviklede sig.
– I en tid, hvor flere gæster ikke bare er interesserede i at slappe af, men også blive klogere, kan vi fremhæve de ting i vores markedsføring, og når gæsterne er her.
– Men man må heller ikke glemme naturen og alle de muligheder, der er for oplevelser i den. Al den natur, vi har i Skandinavien, favner vi her på øen. Naturen giver også mulighed for outdoor-aktiviteter: vandring, kajaktur, mountainbike og cykling. Der er masser af gode dejlige oplevelser i den bornholmske natur, der kan laves i tryg afstand fra andre, siger Pernille Kofod Lydolph.
Destination Bornholm arbejder i øjeblikket på at finde den bedste måde, at få præsenteret mulighederne for turisterne. Og ikke mindst få de forskellige turist-aktører til at understrege over for gæsterne, hvad de gør for at forhindre smittefare.