Første tur ud i næsten en måned. Foto: Mie Hjort

‘Jeg keeeder mig’

Puha – tidsfornemmelsen svigter efterhånden en anelse. Over en måned har vi nu været hjemme, slappet af, set fjernsyn, ordnet have, gjort rent og ryddet op, og der er sikkert meget mere der kunne laves men; JEG KEDER MIG.

Ja ja, siger I nok – kloge mennesker keder sig ikke – fint, så er jeg ikke klog, for det gør jeg faktisk – altså KEEEDER mig.

Hjemme i 36 dage og nætter dvs.  864 timer, og så kan læserne selv regne videre i minutter og/eller sekunder. Det er lang tid kun at se på de samme to mennesker – selvfølgelig elsker jeg både manden og sønnen højt, men i længden er de altså lidt ”ensformige”. Og hvordan er det så ikke for dem der bor alene – det må jeg indrømme, at jeg er meget glad for, at jeg ikke gør.

Jeg savner de hyggelige middage, samtalerne og diskussionerne med vennerne – jeg savner restaurationsbesøg, koncerter og en tur i biografen, og jeg SAVNER Svanekegaarden og mit arbejde.

 

Hverdagen

Bornholms Tidende har bedt Mie Hjort, daglig leder af kulturhuset Svanekegaarden, om at sætte ord på den nye hverdag under coronakrisen.

 

Et af tidens nye ord er hudsavn – der er jeg heldig, det er ikke det jeg mangler, men derimod social kontakt, kulturel inspiration – jeg savner at se ting med min egne øjne og ikke gennem internettets filter, høre koncerter LIVE og ikke gennem nettets højtalere, selvom det absolut er bedre end ingenting.

Og jeg kunne blive ved med at remse alt det op jeg savner, men den går nok ikke, så bliver man vist lettere vanvittig. Nej, i stedet må jeg vist se på alt det positive, jeg overhovedet kan komme i tanke om.

Vi har nypudsede vinduer, huset har ikke været så rent i flere år, solen skinner, forår og sommer er på vej, og Danmark er på vej til at åbne sig igen, det giver håb om lysere tider, nok ikke helt som før, men alligevel mere åbent.

Drømmescenariet er jo, at vi får lov til at åbne Svanekegaarden igen snart, at kunne åbne udstillingen, afholde vores små koncerter og at vi får en næsten normal sommer med en masse danske turister, sjove kunstnere, fantastiske koncerter osv. – for det var jo kun de helt store arrangementer, der blev lukket over sommeren, og vi er blevet lovet en definition af hvad ”store arrangementer” betyder, så lidt endnu er håbet lysegrønt.

Et af mine andre drømmescenarier for tiden efter corona er, at fællesskabet fortsætter, fællessangen, nærheden, hjælpsomheden, og så måske ikke hver for sig, men sammen. Det ville bestemt heller ikke gøre noget, hvis de forskellige lande og regeringer lærte lidt af renhedsgraden efter denne store nedlukning – så delfiner stadig kan svømme rundt i de Italienske havne, man stadig kan se bunden i Canal Grande – ja fortsæt selv listen med de fantastiske syn, der dukker op efterhånden som den menneskabte forurening slipper sit tag.

Men mest af alt i det nære håber jeg på, at noget der ligner hverdagen, snart vil komme tilbage, og at Svanekegaarden og Bornholm kommer ud på den anden side i hel tilstand.

Så pas på hinanden, vores dejlige ø og nyd foråret.