Beck Pack-medejer laver historisk overskud på 680 mio. kroner

Beck Pack-medejer laver historisk overskud på 680 mio. kroner
Kirk Kapital, der er ejet af familien bag Lego, investerede i 2018 i Beck Pack Systems i Rønne. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 22. APR 2020 • 09:20
Af:
tommy-kaas

22. APR 2020 • 09:20
Familien bag Lego, der via selskabet Kirk Kapital i 2018 købte 40 procent af emballagevirksomheden Beck Pack i Rønne, kom ud af 2019 med et rekordstort overskud. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Resultatet endte på 680 millioner kroner, hvilket er det højeste i Kirk Kapitals historie. Administrerende direktør Kim Gulstad kaldet det et "yderst tilfredsstillende år".

– Vi har oplevet et ekstraordinært godt resultat i 2019. Vores strategiske investeringer har operationelt udviklet sig meget flot samtidig med, at afkastet på vores finansielle investeringer var begunstiget af den gode udvikling på de finansielle markeder, siger Kim Gulstad.

Beck Pack har også bidraget positivt til det flotte resultat hos Kirk Kapital. Rønne-virksomheden med Peter Vesløv i front præsenterede i sidste uge sit hidtil største overskud på 72,9 millioner.
 

Kirk Kapital

Kirk Kapital er et familieejet investeringsselskab, der ejes af Kirk Johansen-familien, som er efterkommere af Ole Kirk Christiansen, der etablerede Lego.

Kirk Kapital har større minoritetspositioner i 11 selskaber. Ud over Beck Pack i Rønne er det Alliance +, Exxit59, FMD, Globeteam, Kompan, Scanmetals, Tacton, TITAN Containers, TP Aerospace og TPS Rental Systems.

Selskabet er hjemmehørende i Vejle.