Nu åbner kommunen for en række idrætsudøvere

Nu åbner kommunen for en række idrætsudøvere
Petanquespillerne kan igen komme på grus. Foto: Berit Hvassum
| 22. APR 2020 • 13:00
Af:
tommy-kaas

22. APR 2020 • 13:00
I forbindelse med at Dansk Idrætsforbund og DGI i fællesskab har anbefalet, at der åbnes for, at udendørs idrætsaktiviteter, som ikke medfører kropskontakt, igen kan starte, har Bornholms Regionskommune besluttet at følge anbefalingerne og åbne en række udendørs anlæg til idrætsgrenene tennis, petanque, kroket, krolf og bueskydning.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

– Brug af stadions skal ske i fuld overensstemmelse med de krav og anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen har udstedt. Hertil kommer, at mange specialforbund også har udsendt retningslinjer for opstarten af idrætsaktiviteten. Disse skal naturligvis også overholdes. Så der påhviler den enkelte idrætsforening en meget vigtig opgave, at sørge for at dette sker, lyder det fra Carsten Clemmensen, der er leder af kommunens idrætsområder.

– Det er glædeligt, at der igen så småt kan komme aktivitet på nogle af vores udendørs idrætsanlæg. Desværre er det ikke alle idrætsgrene, der kan starte op nu.

Alle de kommunale idrætsanlæg, både indendørs og udendørs, har indtil nu været lukket for idrætsaktiviteter under coronakrisen. Idrætshallerne er fortsat lukket for aktivitet.