Mågerne på Store Torv er blevet frækkere under coronakrisen

Mågerne på Store Torv er blevet frækkere under coronakrisen
Michaela Carlsson. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. APR 2020 • 13:16
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
20. APR 2020 • 13:16
Ikke bare skal hotdog-købere på Store Torv i Rønne holde afstand og huske hygiejnen for tiden. De skal også passe på måger.

I løbet af den seneste uge er mågerne blevet så nærgående, at pølsevognens indehaver Michaela Carlsson er begyndt at advare kunderne, så nu står der en flaske håndsprit i højre side og et skilt med mågeadvarsler til venstre. “Pas på mågerne. De er sultne+aggressive”, står der.

– Jeg tror, det er, fordi restauranterne ikke holder åbent, at de kommer så tæt på, fortæller Michaela Carlsson bag det nedrullede plexiglas, mens hun lægger løg og syltede agurker på den hotdog, jeg har bestilt.

Mågerne har flere gange siddet og ventet på, at kunderne træder et par skridt væk fra pølsevognen, fortæller hun. Inden man ved af det, er frokosten blevet hapset fra oven af de frække fugle.

Det skete for min chef den anden dag, og han var derfor ekstra motiveret for at sende en journalist og en fotograf ned på torvet - gerne for at få taget mågebilleder med action. Michaela Carlsson synes godt om idéen, da hun gerne ser, at kommunen bliver gjort opmærksom på mågeplagen.

Tage som skueplads

Egentlig vil jeg helst undgå en brydekamp om en ristet med det hele mod et sæt baskende vinger og et næb, så jeg kigger mig forsigtigt omkring, inden jeg går ud i solen med min hotdog.

Der sidder et mågepar på skorstenen i bygningen, hvor Steffs Place ligger, og en enlig måge skuer ud over pladsen fra Nettos tag. Forhåbentlig er de ikke lige så sultne som mig, tænker jeg for mig selv, inden jeg begynder at spise.

De holder sig væk. Måske kan de mærke, at jeg har halvandet øje rettet mod dem, og heller ikke da fotografen foreslår, at jeg skal holde den sidste stump ud i strakt arm, frister det fuglene. Over tagene kommer der nye måger til. De dykker ned mod torvet og svæver et par meter over brostenene, men har ikke held til at finde føde.

En normal forårsdag i Rønne ville der være lettere adgang til madrester for mågerne, men da caféer og restauranter for øjeblikket holder lukket, er det kun madvognene, som er interessante. Denne eftermiddag har Michaela Carlsson selskab på pladsen ved springvandet af Bornholm på hjul og Falafel Bornholm, så al opmærksomheden er ikke rettet mod pølsevognen.

Michaela Carlsson er overbevist om, at det er coronasituationen, der har gjort mågerne mere aggressive og frække.

– Men de er jo fredede, så jeg ved ikke, hvor meget man kan stille op, siger hun opgivende.
 


Kommunens mågestrategi

Måger er fredede og må derfor ikke skydes eller skræmmes, medmindre Naturstyrelsen har givet tilladelse til det.

Med sådan en tilladelse i hus forsøgte Bornholms Regionskommune i 2004 at regulere mågebestanden omkring Store Torv ved hjælp af et luftgevær, men det lykkedes ikke at få bugt med mågerne ad den vej, skriver kommunen på sin hjemmeside. Det har givet bedre resultater at tilføje et låg til skraldespandene på torvet, så mågerne får sværere ved at finde føde, vurderer kommunen.

“Regionskommunen vil først og fremmest ad den vej fortsætte sin indsats for at mindske mågernes fødemuligheder på offentlige arealer i byerne,” står der på brk.dk’s underside om skadedyr, hvor folk også opfordres til at lade være med at fodre mågerne.